Psykisk sygdom og håb - lov at tage snakken!

RY I mine galgenhumoristiske stunder går jeg og tænker ’i vores familie får vi ikke kræft, vi bliver sindssyge!’ Det ser ud til at være et mønster. Alle rammes af noget her i tilværelsen. Kradser du lidt i overfladen, har vi alle noget tungt at bære på, men det er som om, vi går og bærer på det som en tung hemmelighed, som vi holder skjult for hinanden. Nogen rammes rigtig hårdt. En kær ven skrev sådan på Facebook: ”I år blev det alvor for mig. En depression har tyvstjålet mit elskede job, vores chance for at blive forældre og frarøvet mig utallige timers samvær med venner, familie og kolleger. Jeg forsøger at acceptere, og det hjælper mine nærmeste mig med. Lov mig at turde tage snakken.” Det er vigtigt at tale om de svære ting. Så er vi ikke så ensomme med det. Så vi kan have medfølelse med hinanden, få mere fælleskab og hjælpe hinanden. Min morfar var en begavet mand. En følsom sjæl, som gerne ville have været præst, men blev husmand. Far til otte børn uden at have talent for landbrug og i 20’erne, hvor der var barske vilkår på landet. Børnene blev sendt bort fra hjemmet, den yngste var to, da hun kom ud til onkel. Da hun var 6, døde hun af polio. Min morfar blev sindssyg. Det tror jeg også jeg ville være blevet. I 60’erne besøgte vi ham på den lukkede afdeling på Risskov. Jeg var 3 år og husker det. Han sad sammen med andre sindssyge i stribede dragter, med det grå hår strittende ud fra hovedet, helt lysegule og døde i ansigterne. Senere blev det forskellige psykiatriske afdelinger og især Vejle Fjord Nervesanatorium, vi besøgte. Nu var det mor, som var syg. Det var vinter og hun fik chokbehandlinger. Hun var blevet til en zombie blandt zombier af medicinen. Helt lysegul og død i ansigtet. Ikke et sted for børn. Alting ville have været så meget anderledes for min bror og mig, og for min mor og far, hvis en voksen havde taget fat i os og sagt ”Nu skal I høre…” Så var vi ikke blevet så bange.

I en ny bog

Den opgave har socialrådgiver, familie- og psykoterapeut Karen Glistrup fra Ry taget op i sine bøger ’Hvad børn ikke ved ... har de ondt af’ og ’Snak om det... med alle børn’. Karen Glistrup er en lysende pioner inden for sit felt. Hun siger, at børn kan bære næsten alt, men med konsekvenser, og hun arbejder med at skabe værktøjer til at tale med børn og voksne om psykisk sygdom. Siden jeg selv for år tilbage gennemlevede 2 år med angst og depression, har jeg nok ikke haft en dag uden et koldt pust i nakken fra den onde familiearv. Derfor glædede det mig, at vi på Ry Bibliotek netop har haft besøg af af to modige og kreative mennesker, som talte om psykisk sygdom og håb ud fra egne dyrekøbte erfaringer.

To gæster på biblioteket

Lene Kamp Kristensen fra Silkeborg fortalte om sin recoveryproces og om at leve et godt liv med paranoid skizofreni. Bogen hedder ’I dag er der et håb’. Hans Møller Christensen fortalte om sine to alvorlige depressioner på baggrund af bogen ’Det går over’. Både Hans og Lene er lysende eksempler på, hvad det betyder at turde løfte det private ind i det almene og lukke op for det svære. De gjorde det begge på en måde, som var både inspirerede og respektindgydende, fordi deres vinkel hele tiden handlede om mod og om kreativitet og åbenhed. Stor respekt for det.