Altandrømme? Her er de nye regler i Aarhus
Altan-vejledning kommer omkring størrelse, placering og udformning
I Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har man netop udarbejdet nye retningslinjer, der gør det tydeligt, hvad der er muligheder for i Smilets By, når det gælder altaner.
Udover de rent tekniske krav, kommer retningslinjerne både omkring altanernes størrelse, placering og udformning.
“Følger man de nye retningslinjer, er man hjulpet godt på vej mod en altan. Der er mange ejendomme, hvor der er mulighed for altan på gårdsiden af ejendommen, uanset hvilken etage man bor på, og uanset om alle i opgangen vil være med. Retningslinjerne giver den enkelte bedre muligheder, samtidig med vi har sikret, at det vil ske på en måde, der ikke skæmmer ejendommene eller fjerner livet fra gårdrummet,” siger Torben Simonsen, kontorchef i Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
De nye retningslinjer trådte i kraft 1. oktober og er udarbejdet i samarbejde med flere interessenter fra branchen. Torben Simonsen mener, de er udformet på en måde, der tager hensyn til både dem, der ønsker altaner, og dem der ikke gør.
“Mange kan ikke få så store altaner, som de ønsker i første omgang, fordi vi skal tage hensyn til blandt andet dagslysforhold og et vist privatliv hos naboerne. Vi vægter også ejendommenes udseende højt, og derfor ønsker vi eksempelvis ikke lukkede altaner, ” uddyber Torben Simonsen.csj