Fortsæt til indhold

Ny sangglæde der styrker fællesskabet

Samfund
Arkiv

Et nyt samarbejde ser i efteråret dagens lys, idet Kulturskolen og Syddjurs Bibliotek sætter fokus på sangglæden ved at invitere til fællessang i Kolind+.
“Vi tror på, at vi bliver gladere, når vi synger.” siger en af initiativtagerne bibliotekar Karin Hedemand:
“Og derfor inviterer vi alle nysgerrige kolindborgere indenfor i 'dejlige Kolind+' til fællessang fire formiddage her i efteråret”

Styrker fællesskabet

Tilbuddet er gratis og fællessangen akkompagneres af Kulturskolens dygtige klaverpædagog Birgit Juhl.
Birgit Juhl er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun har solid erfaring som underviser i musikskolerne på Djursland. Det vil være Birgit Juhl, der synger for og står for sangvalget og hun opfordrer samtidig deltagerne til at supplere med ønsker til sange, som man sammen kan lære at kende.
“Det er glæden ved det fællesskab, som sangen skaber, der skal være centrum for fællessangen” siger Karin Hedemand “Glæden ved at synge og gensynge sange, som vi kan huske, sange som rummer minder eller som kan være med til at bygge bro mellem generationer. Vi vælger danske sange og tager udgangspunkt i Folkehøjskolens Sangbog, og lægger derfor vægt på at vælge sange, som er enkle og lette at synge”
Både Birgit Juhl og Karin Hedemand er overbevist om at fællessang er med til at skabe og styrke sammenhængskraften i en sanggruppe - og man er derved også med til at styrke fællesskabet i sit eget lokalsamfund.