Fortsæt til indhold

Michael vil genrejse Ebeltoft Parkhotel efter konkurs

Samfund
Af Tommy Loberg Jøns

Ebeltoft Der har hersket forvirring, usikkerhed og travlhed på Ebeltoft Parkhotel gennem de sidste par uger.
10. oktober blev selskabet Ebeltoft Parkhotel Drift ApS erklæret konkurs ved Skifteretten i Randers, og lige siden har den tidligere altmuligmand på hotellet, Michael Bernhardt, kæmpet for at køre hotellet videre i et nyt selskab med opbakning fra de cirka 12-14 ansatte.
“Vi stod ved begyndelsen af efterårsferien og skulle træffe et valg om at lukke hotellet ned og sende gæsterne hjem eller kæmpe for at beholde det her hotel i byen og sikre de ansatte deres løn og job. Så der var egentlig ikke så mange valgmuligheder i mit hoved,” siger Michael Bernhardt, der med hjælp og vejledning fra kurator har etableret et nyt selskab og nu driver hotellet videre med en samlet medarbejderstab bag sig.

Masser af planer i 2018

“Alle sagde ja til at være med bag det her og bakke op, selvom vi udmærket vidste, at det ville blive hårdt. Vi stod med en efterårsferie for døren, og samtidig skulle vi finde ud af, hvordan vi driver hotellet videre. Men de ansatte har virkelig trukket et stort læs og være med til at sikre, at Ebeltoft Parkhotel stadig er her,” siger Nadia Lehrer, der blev ansat som udviklingsmanager for små to måneder siden, og har været en god sparringspartner for Michael Bernhardt med sin uddannelse indenfor hotelbranchen.
“Vi har masser af planer for det her hotel, og dem skal vi nok få tid til at føre ud i livet. Men lige nu handler det om at finde et fodfæste, så vi kan drive hotellet videre på en fornuftig måde, og i det nye år begynder vi for alvor at sætte turbo under en lang række nye tiltag,” forklarer Nadia Lehrer.
Mens hele processen omkring konkursen med den tidligere ejer Jan Bjørn Andersen kører sin gang, så prøver Michael Bernhardt at sikre sig mod, at noget lignende i fremtiden kan ske.

Mere lokalt

“Jeg har fået tilkoblet en ekstern revisor og bogholder til hotellet, så der kan komme et fuldt overblik over hele driften. Jeg vil gerne drive hotellet efter en ide om, at alt skal betales med det samme og ikke samles sammen til en større regning, der lige pludselig kommer bag på mig. Og hele det arbejde har en lang række af vores leverandører også sagt ja til, så vi stadig får leveret til hotellet. Så hele den er situation kommer ikke til at betyde noget for vores gæster,” siger Michael Bernhardt.
Samtidig har den nye ejer af Ebeltoft Parkhotel et ønske om at få endnu flere lokale leverandører og produkter ind på hotellet, så Ebeltoft Parkhotel 'kan komme tilbage til byen', som han formulerer det.
“Ebeltoft Parkhotel er et klenodie i byen, og der er så meget historie forbundet med det, så derfor vil jeg gerne prøve at gøre det til et sted, hvor endnu flere lokale kommer til fødselsdag, bryllup eller andet. Og med hjælp fra de lokale tror jeg på, at vi kan gøre det,” siger Michael Bernhardt, der opfordrer lokale med viden om hotellet eller erhverv, der kan være brugbare for den nye ejer, til at henvende sig på hotellet.
Ebeltoft Parkhotel har 71 dobbeltværelser og en kalender, som er godt booket ud i fremtiden.