Vær med til at tænde op under Ådalen
Landsbyklyngen Ådalen er godkendt, og nu skal borgerne i området hælde visioner og gode ideer ud over projektet
ådalen Landsbyklyngen Ådalen blev i sommer godkendt i Landsbyklynge kampagnen 2017-2018. Landsbyklynger handler kort fortalt om at udvikle samarbejdet mellem landsbyerne og inddrage lokale aktører som idrætsforeningen, erhvervslivet, distriktsråd, skole og daginstitution, spejdere, menighedsråd m.fl Mandag 6. november kalder initiativgruppen ’Liv i Ådalen’ til fællesmøde på Ådalsskolen i Skørring, hvor områdets borgere, 1.100-1.200 husstande, cirka 2.645 indbyggere, skal formulere tankerne og ideerne til projektet. Initiativgruppen ’Liv i Ådalen’ består af en trojka: Hanne Holstein Ipsen, Trine Langballe og Niels Tange. Gruppen har hidtil arbejdet som en undergruppe til Distriktsrådet.
Kom så folkens
“Det er ikke initiativgruppen, men borgerne i det kæmpestore område med mange små landsbyer, som skal fortælle, hvordan de ser på fremtiden for området, så vi på denne måde får formuleret visionerne for det videre arbejde,” siger Niels Tange, der har en fortid som skolebestyrelsesformand på Ådalsskolen og nu er aktiv som damefodboldtræner i IF Ådalen. Initiativgruppen har de sidste par år arbejdet med en udviklingsplan for området i samarbejde med en række lokale aktører. Målet var og er at udvikle fællesskab på tværs af klyngens landsbyer. Med støtte fra DGI, RealDania, samt Lokale- og Anlægsfonden er der nu midler til arbejdet. Syddjurs Kommune indgår også som en partner i samarbejdet og har også bidraget økonomisk. Som såkaldt proceskonsulent for Landsbyklyngen Ådalen har initiativgruppen i samarbejde med Syddjurs Kommune valgt at ansætte Rebekka Evangelia Vetter pr. 1. november 2017. Hun kender Ådalsområdet ret godt, fordi hun og hendes mand med deres to børn har boet i området tæt på Søby fra 2005 til 2012. Her nåede begge børn at gå i både Børnehuset Ådalen og på Ådalsskolen. Nu bor familien på en gård nord for Ebeltoft.
Ingen killer-bemærkninger
“Det er vigtigt, at vi Ådalen kommer til at fylde mere i Syddjurs, så ’Liv i Ådalen’ skal også bruges til at brande os både udadtil og indadtil,” siger Trine Langballe. “Vi er jo ikke omfattet af hverken ’Det Blå Bånd’ eller ’Det Grønne Bånd’, som der politisk fokus på. Derfor skal vi finde ud af sammen, hvordan vores fremtid ser ud, så vi styrker hinanden og sikrer udvikling og fællesskab i alle landsbyerne i klyngen - og på tværs af klyngen.” Både hun og Niels Tange lægger vægt på, at ordet er frit på mødet 6. november, så ingen skal frygte at blive nedsablet verbalt af en sværm af killer-bemærkninger. Fakta Landsbyklyngen Ådalen består af landsbyerne: Halling, Skader, Fårup, Søby, Skørring, Andi, Karlby, Lime, Lemmer, Mygind, Hvilsager, Termestrup, Bendstrup, Bøjen, Hejlskov og Kastrup. Her er i alt 2.645 indbyggere Startmøde i ’Liv i Ådalen’ mandag 6. november kl. 19-21 på Ådalsskolen i Skørring