Fortsæt til indhold

Sundhedsminister lægger nu pres på kommunerne

Samfund
Lars Norman Thomsen

Patienter skal fremover frit kunne vælge en privat leverandør, hvis kommunen ikke kan begynde genoptræning inden for syv dage efter udskrivelse fra hospitalet. Sådan lyder meldingen fra sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V). Ventetiden varierer fra kommune til kommune - fra fire dage til 30 dage efter udskrivelse.
”Det er simpelthen ikke rimeligt over for borgerne, at der er så stor forskel på den bedste og den dårligste kommune. Alle har en ret til hurtigst muligt at kunne begynde den vej tilbage til hverdagen, som genoptræningen betyder. Ventetiden er kostbar for patienten – og for alle kommuner skal den ned på en uge”, siger sundhedsministeren i en pressemeddelelse.
I Syddjurs var ventetiden (medianen) 10 dage i 2016, i Norddjurs tilsvarende 13 dage. For kommunerne i Region Midtjylland under et var ventetiden 13 dage.

Fritvalgs-udspil

Ministerens initiativ kommer som en del af regeringens fritvalgs-udspil, som Ellen Trane Nørby (V) præsenterede i sidste uge sammen med ældreminister, Thyra Frank (LA), minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), og børne- og socialminister, Mai Mercado (KF).
”Et godt behandlingsforløb er ikke nok i sig selv – hvordan og hvor hurtigt man bliver genoptrænet er mindst lige så afgørende for hurtigst muligt at kunne være tilbage til sin tilværelse igen. Det gælder uanset om man er en ældre medborger, eller man er yngre,” udtaler Ellen Trane Nørby (V).
Regeringen afsætter 61 mio. kroner i 2018 på finansloven og dernæst et årligt beløb på 50 mio. kroner til initiativet.
”Vi er langt fra i mål, men vi er nået langt. Nu er det på tide at sætte ind til gavn for patienterne, der ér færdigbehandlet.”

Menneske og økonomi

“Jeg er helt enig med ministeren i, at en hurtig genoptræning er særdeles vigtig både ud fra en helt faglig betragtning, men det er det også ud fra en menneskelig vinkel,” siger Ole Bollesen (S), formand for udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet.
“Jeg tror, at langt de fleste mennesker ønsker at komme i gang med genoptræningen så hurtigt som muligt. Endelig er der også et økonomisk incitament i at få borgerne tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, eller at borgerne hurtigt bliver selvhjulpne.”
Kommunens ansvarlige embedsmænd på området skal nu til at se på, hvilke tiltag der skal iværksættes for at nedbringe ventetiden på genoptræning, fortæller Ole Bollesen, der er tilfreds med, at Syddjurs er et af de hurtigste steder i regionen til at få folk i genoptræning.

Selv klare den

“Vi er lige ved at undersøge detaljerne i udspillet og finde ud af om og hvordan der følger penge med,” siger Lars Møller (S), formand for Voksen-Plejeudvalget i Norddjurs.
“Ingen tvivl om at vi vil følge hvad der bliver vedtaget lovmæssigt. Mit udgangspunkt vil være at vi skal klare tilbuddet lokalt og kommunalt.”