Fortsæt til indhold

Beatles overnattede på gulvet

Kansas City Stompers kapelmester forbarmede sig over ’Silver Beatles’ og lod dem overnatte på sit gulv

Samfund
Kian Johansen

Han er mest interesseret i, at du hører om forsangeren Rikke Mølgaard, som han mener har star quality.
Men kommer du til at tale nærmere med Niels Abild fra Holbæk, så er det mere interessant at høre om hans oplevelser gennem er årelangt liv med musikken.
Blandt andet om dengang i Hamborg da et ukendt band ved navn The Silver Beatles varmede op for mere kendte navne.
Bandet blev senere til The Beatles.
“De skulle videre og jeg havde et stort hus. Så jeg forbarmede mig og lod dem sove på en madras i stuen,” husker den nu 78-årige kapelmester for Kansas City Stompers, som han har stået spidsen for siden han var 13 år.

TV-optagelser

Netop Kansas City Stompers spiller i Kulturhus Sløjfen i Hadsten lørdag 4. november og TV Øst kommer og optager koncerten.
Bandet spiller både jazz, pop og rock og har udgivet 44 lp'er og cd'er.
De seneste par år har forsangeren heddet Rikke Mølgaard, der blandt andet også har optrådt med Tommy Sjøberg, Stig Rosen, Johnny Logan, Big Fat Snake, Johnny Madsen og mange andre.
I det hele taget har der været en del kendte sangerinder med i bandet.
Blandt sangerinderne, der har sunget med i orkesteret tæller blandt andet Sanne Salomonsen, Grynet Molvig, Gitte Hænning, Monica Zetterlund, Etta Cameron, Daimi og Hanne Boel.
Og så har bandet, der oprindelig blev dannet i Åbenrå, også haft æren af at spille med Louis Armstrong.