Top-salsa i Kulturhuset
Skanderborg 27. oktober, hvor der er Sort Nat, er der også koncert i Kulturhuset med den cubanske musiker Jorge Cordero, der kommer med et orkester, Los Gran Danesos, bestående af både danske og cubanske musikere. Sammen har de turneret på Cuba, i USA, Skandinavien og adskillige europæiske lande. Kulturforsyningen, der står bag koncerten, udlodder 4 x 2 billetter til koncerterne via en række af byens butikker, så hold øje med de flyers, der ligger derude. I beskrivelsen af koncerten kan man blandt andet læse, ’at gulvet foran scenen i Kulturhusets store sal bliver omdannet til et sprudlende dansegulv, når den cubansk fødte Jorge Cordero med sit 10 mands svigende salsa band går på scenen’. Kafe K serverer denne aften en caribisk menu. Her er det nødvendigt at bestille bord. Der vil være mulighed for at købe sig til en smagsprøve på caribisk rom fra den øverste hylde.