Linda Andrea går efter Jørgen Gaarde
Liberal Alliance angriber Jørgen Gaarde (S) og byrådet for, at der blev holdt en kommunal reception, da Gaarde fyldte 60 år
Liberal Alliances spidskandidat Linda Andrea er ude efter, at Skanderborg Kommune holdt en officiel reception i anledning af, at borgmester Jørgen Gaarde (S) fyldte 60 år i oktober 2015.
Hun har derfor anmodet Skanderborg Kommune om at offentliggøre regnskabet for festen.
Hun påpeger, at der sker i lyset af skandalen om den radikale borgmester i København, Anne Mee Allerslev og hendes fejring af sit private bryllup på Københavns Rådhus.
Skandalen i København
Fejringen i København har nu medført, at Anne Mee Allerslev både har beklaget, betalt den normale leje for Rådhushallen tilbage samt leje for lån af en kantine til sin private fødselsdagsfest hos en af kommunens samarbejdspartnere - samt trukket sig som kandidat for partiet til det forestående valg.
Hun meddelte desuden i dag, at hun nedlægger sit hverv som borgmester.
Der ér forskel, men...
Linda Andrea mener dog ikke, at Jørgen Gaarde har gjort noget af den kaliber.
“Fejringen af Jørgen Gaarde er ikke direkte sammenlignelig med begivenhederne i Københavns Kommune. Jørgen Gaarde har ikke holdt en privat fest, hvor han har sagt “kom til min fest” og så efterfølgende sendt regningen til kommunen. Det er han for ordentligt et menneske til,” siger Linda Andrea.
“Men ifølge kommunens personalehåndbog fejrer kommunen ikke de ansattes runde fødselsdage, alene deres jubilæer.”
“Derfor undrer vi os over, at kommunen fejrer borgmesterens runde fødselsdag. Hvad skal kommunen så gøre, når 2. viceborgmesteren også snart fylder rundt? Vi mener, det er en unødvendig udgift, og bliver jeg valgt, vil jeg ikke stemme ja til sådan en fejring,” siger hun.
Det er pricipper
Hun har hørt fra nogle, der mener, hun går i for små sko.
“Det ved jeg ikke, det er så vidt jeg kan regne ud, små 75.000 kr., der er brugt på receptionen. Men det er mere princippet. Og hvis det er for at pleje kommunens netværk, som nogle siger, så synes jeg, det hører hjemme under nytårskuren og lignende,” siger Linda Andrea.
På kommunens initiativ
Faktum om receptionen, der blev holdt i Kulturhuset 6. oktober 2015, er, at det var byrådets to viceborgmestre Frank Damgaard (S) og Martin Frausing Poulsen (DF), der stod som indbydere.
Det skete efter, at gruppeformændene for alle partier i byrådet havde givet deres opbakning til, at kommunen holdt en officiel reception i anledning af fødselsdagen.
“Det skete ikke på mit initiativ, men da jeg blev spurgt, blev jeg glad. Jeg var også glad for dagen, som var et åbent arrangement, som hvem som helst kunne møde op til. Der kom alle mulige samarbejdspartnere og borgmestre fra nabokommuner, men også menige borgere. Jeg opfattede receptionen som en kommunal begivenhed og en anledning til at folk kunne mødes og styrke det lokale netværk. Jeg holdt min private fødselsdag ugen efter på et hotel, hvor jeg selv betalte det hele,” siger Jørgen Gaarde.
“Jeg ser det her som en del af gamet. Hvis man ikke kan tåle, der stilles kritiske spørgsmål, skal man ikke stille op i politik. Men jeg er træt af, at det skal sammenlignes med den radikale borgmesters adfærd i København, som handlede om helt igennem private fester,” siger Jørgen Gaarde.
DF står ved opbakningen
Martin Frausing Poulsen (DF) står ved sin opbakning til receptionen.
“Jeg så det som en mulighed for at bringe nogle mennesker sammen, borgere og erhvervsfolk, der fik mulighed for at møde borgmesteren og politikerne på en anden måde,” siger Martin Frausing Poulsen.
“Liberal Alliance ser det åbenbart som misbrug af kommunens midler, men det er lidt en 'religionskrig'. Vi fejrede ikke, at Jørgen Gaarde fyldte 60, men at kommunens borgmester fyldte 60. Der er ingen politik i det her, det var ren og skær eksponering af kommunen. Og der er ikke taget penge fra kernevelfærd, for så var vi aldrig gået med. Men en kommune skal pleje sine relationer, og de 75.000 kr. er givet godt ud. Jeg fortryder ikke min opbakning til receptionen,” siger DFs Martin Frausing Poulsen.