Fortsæt til indhold

Fokus på sundheden

Samfund
Af Kirsten Lykke Nissen (V), Byrådskandidat KV17. Lille Thorupvej 17 8860 Ulstrup.

Nu er der ikke længe til vi skal stemme til kommunalvalget. Et vigtigt kryds for vores kommunes fremtid.
Mine mærkesager udfolder sig primært inden for sundheds- og ældreområdet, da jeg mener, det er vigtigt, at vi kontinuerligt udvikler og sætter fokus på dette område.
Sundhed for mig er blandt andet, at alle får lige ret til at udøve sin sport. Der er stor fokus på forskellige idrætstilbud i Favrskov, hvilket er rigtigt positivt.
Et overset område er dog ridesporten. Her beder vi vores børn og unge mennesker om at ride under utilstrækkelige forhold, særligt om vinteren, hvor ryttere fra rideskolerne og oplandet omkring samles i de få ridehaller, der er tilgængelige i lokalområdet.
Ridehallerne er ofte fyldte i tidsrummet fra kl. 15-20. Ofte er der mange ryttere, øvede og uøvede samt undervisningshold der skal afvikles i én og samme ridehal. Nogle gange er hallen lukket for andre end undervisningsholdene, hvilket bevirker at flere ryttere er nødsaget til at finde andre løsninger for at ride. Det kan være på andre tidspunkter, eksempelvis tidligt om morgenen før skolestart eller sent om aftenen. Løsningen kan også være at rytteren rider udendørs, med risiko for ikke at være i stand til at opnå optimal udbytte af sin ridning om vinteren.
Det er vigtigt, at vi er med til at understøtte en sund livsstil i blandt vores børn og unge. Derfor er vi også nødt til at se på hvilke muligheder, der er for at skabe de bedst mulige rammer for vores fremtidige ryttere. Venstre viser vejen, og sundhed er for alle også for rytterne og deres heste. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på sundheden i Favrskov Kommune, derfor stiller jeg op til kommunalvalget.