Fra hobby til international succes
Jens Ansø har skabt en eksklusiv hype om sine knive, så de næsten sælger sig selv
Jens Ansø fra Farre producerer knive for de kræsne. Det er knive, hvor de billigste koster 4000 kroner, og hvis man vil, kan man også købe en kniv til 60.000. Han er så privilegeret, at han laver lige præcis det, han gerne vil.
I USA har han skabt sig et brand, så at når han eksempelvis tager på messe to - tre gange årligt med femten knive i kufferten, er der 200, der er interesseret i at købe.
”Og så trækkes der lod.”
Debatforum på internettet
Jens Ansø er industriel designer fra Arkitektskolen i Aarhus. Han blev færdig i 2001, søgte fem jobs, kom til fire samtaler, men fik ikke nogle af dem. Han havde i mange år lavet knive på hobbyplan, både klinge og skæfte, og så blev det det, han satsede på. Ansø Knive & Design blev navnet på firmaet.
Det særlige var, at han brugte moderne materialer som titanium og kulfiber, som en af de eneste i Danmark på, og så er han en dygtig designer.
”Det gav mig en markant position i et meget unikt marked.”
I et amerikansk debatforum om knive havde han allerede gjort sig kendt på internettet, og var dermed uden at vide det med på de allerførste krusninger, når det gælder 'content marketing', dvs at gøre et produkt kendt uden at agere direkte salgsrettet. Ved et tilfælde blev han herefter opdaget af et amerikansk magasin, som publicerede en artikel om ham og hans knive.
Jens Ansø har flere jern i ilden i udlandet. Han er designer for to fabrikker i Italien, to amerikanske og en tysk knivfabrik. Der ud over er han medstifter og med-designer i et selvstændigt amerikansk brand ved navn GiantMouse.
Det gamle mejeri i Farre
Ansø of Denmark er indrettet i lokaler i det gamle mejeri i Farre. Siden starten har Jens Ansø designet knivene og han har samtidig været programmør på CNC-maskinerne, har lavet alt håndarbejde og har taget sig af salg.
Det med salget er som nævnt ret specielt, for typisk henvender folk sig til ham, når de har læst om knivene på Instagram. Han tager sjældent mod bestillinger, men går efter sine egne ideer. Det gør han, både fordi han er drevet af lyst i sit arbejde, og fordi han kender sit materiale bedre end kunderne gør, og ved, hvad der kan lade sig gøre.
”Jeg laver det, jeg selv synes er godt og tager ikke imod bestillinger i forhold til design – kun hvis jeg kan se, at opgaven er interessant.”
Han har prøvet at åbne op for bestillinger, men det blev en lidt speget succes.
”Sidst havde jeg bestillinger til tre års arbejde. Selv om det gav en vis økonomisk sikkerhed, var det hverken tilfredsstillende for mig eller for kunderne. Jeg måtte lave knive jeg fandt interessant flere år tilbage, og der var ikke tid til at finde på nye ting. Kunderne skulle vente i lang tid på deres knive og havde måske fået andre præferencer end tre år tidligere.”
Nyt navn: Ansø of Denmark
Tidligere i år stiftede han et ApS, har nu to ansatte i henholdsvis kontor og værksted og ændrede firmaets navn til Ansø of Denmark.
Herfra er det hans hensigt at vækste kraftigt, og fra at være en decideret håndværksvirksomhed vil han ændre profilen, så den i højere grad fremstår som handelsvirksomhed.
Selv siger han, at succes'en bygger på hårdt arbejde, talent for design, forståelse for markedet og et produkt af høj kvalitet. Firmaet har allerede vækstet de seneste fem år og firedoblet omsætningen, men:
”Jeg nåede en stilstand, hvor vækst ikke var muligt i konstellationen med én mand. Nu har jeg ansat to og har planer om at udvide og ansætte flere endnu.”
Der skal ske noget mere.
”Det er proces og udvikling, der er interessant. Stilstand er lig med tilbagegang.”
Ansø of Denmark er nomineret til prisen Bedste Iværksætter, der uddeles af Favrskov Erhvervsråd ved ”FBI 2017 – Favrskovs Bedste Iværksættere”. Det afholdes torsdag 16. november hos LMO i Søften.
Ansø of Denmark's primære produkt er knive, men også nøgleringe, creditcard-holdere og øl-åbnere er en vigtig del af sortimentet. Materialerne er kulfiber, titanium og højlegeret stål.