Julemarked i Søften
Arkiv
Søftenspejdernes julemarked hører til en af de lokale førjul traditioner, og når årets julemarked holdes lørdag 25. november kl. 10-16 ved spejderhytten på Brushøjvej i Søften har spejderne og især deres forældre i ugen op til travlt med at lave mellem 250 og 300 kalenderlysdekorationer.
Julemarkedet betyder meget for spejdernes økonomi. På markedet sælges juledekorationer, pyntegrønt og kirkegårdspynt, der er tombola, fiskedam og mulighed for at smage pizza bagt på bål, og seniorspejderne vil som sædvanlig trylle med deres flotte farvestrålende bolsjemasse.
SøftenSpejderne fylder 37 år i december og tæller lige nu ca. 160 spejdere og 35 voksne ledere.