Fortsæt til indhold

Idrætslivet i Favrskov Kommune forskelsbehandles

Samfund
John F. Jacobsen. Hinnerup Rideklubs haludvalgs formand.

Budgetaftale 2018-21 i Favrskov Kommune er på plads og udvidelsen med ridehal nr. 2 til Hinnerup Rideklub er ikke kommet med.
Flere politikere har efterfølgende igen rost Hinnerup Rideklubs projekt med ridehal nr. 2, hvor der ønskes at skabe mere haltid til ridesporten i Favrskov Kommune og særligt i Hinnerup området.
Projektet var med langt frem i budgetprocessen, men desværre vælger Favrskov Kommunes Teknik- og Kulturforvaltning i sidste øjeblik at fremlægge en vejledning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for politikerne. En vejledning, som er udsendt i november 2015, men som forvaltningen først vælger at hive frem i september 2017 midt i budgetprocessen, som efter forvaltningens mening skulle have indflydelse på støtte til ridesporten. Politikerne bliver naturligvis forvirrede og tager projektet af bordet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning handler bl.a. om konkurrenceforvridning. Hinnerup Rideklub har grundigt undersøgt lovgivningen og må erkende, at forvaltningen er på dybt vand, når de mener, at det er konkurrenceforvridende at give tilskud til Hinnerup Rideklub. Yderst uheldigt for demokratiet, at man som forvaltning vælger at modarbejde, fremfor at samarbejde. Hinnerup Rideklub modtager en EU-afgørelse fra DIF (Danmarks Idrætsforbund) her i september 2017, som netop bekræfter, at foreningsdrevet fitness ikke er konkurrenceforvridende, hvilket kan anvendes analogt på en rideklub og tilmed godkendt frivillig folkeoplysende forening som Hinnerup Rideklub. Derved er kommunale tilskud til Hinnerup Rideklub på ingen måde konkurrenceforvridende, men skal behandles på lige fod som de andre aktiviteter, som foreningsidrætten står bag.
Hinnerup Rideklub er en almennyttig amatøridrætsforening, hvis primære formål er at dyrke idræt, herunder at udbrede kendskabet til ridesporten hos børn og unge og at samle børn og unge i dagligdagen i samvær med hestene. Hinnerup Rideklub en klub, der ikke drives med gevinst for øje, men en selvejende forening, hvor driften, frivilligheden, foreningslivet og ridningen går op i en højere enhed. Hele matriklen, bygninger, jord, rideskolens heste osv., er ejet af medlemmerne. Ingen private eller kommercielle interesser er inde over. Det er ligeledes præciseret i Hinnerup Rideklubs vedtægter, at opløses foreningen tilfalder alt Favrskov Kommune.
At Favrskov Kommune bidrager med anlægsmidler til hal nr. 2 ved Hinnerup Rideklub er ikke konkurrenceforvridende. Det er at hjælpe en forening med manglende faciliteter, som man ligeledes gør inden for andre sportsgrene i kommunen. 3 haller har netop set dagens lys til de øvrige sportsgrene. Én i Hadsten, én i Hammel og endelig én i Søften. Samtidig kan man af budgetaftalen se, at Søften området står til store udvidelser indenfor de nærmeste år på faciliteter til idrætslivet. Og det er vel ikke Præstemarkskolen i Søften, der mangler haltid og plænetid. Det er vel netop til foreningerne og idrætslivet? Og her er tale om ganske andre summer, end det beløb Hinnerup Rideklub vil kunne klare sig med.
Hinnerup Rideklub har et reelt pladsproblem ifht. haltider. Alt for mange ryttere i hallen på én gang betyder, at man går på kompromis med ridningen, sikkerheden og ikke mindst udviklingen af stedet samt bredden af sporten.
Det er ikke rimeligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at mange ryttere skal ride på samme tid i én hal. Man forlanger ikke i andre idrætsforeninger at håndboldspillere, fodboldspillere og badmintonudøvere, øvede og uøvede, spiller på én og samme tid og tilmed på samme bane oveni hinanden. Tværtimod etableres der netop flere fodboldbaner og bygges flere haller i Favrskov Kommune, så der er plads til alle discipliner og niveauer. Herudover kan Hinnerup Rideklub ikke efterkomme efterspørgslen på pladser til rideskolehold for de mindste ryttere, som er ridesportens fremtid.
Hinnerup Rideklub vil også være med til at gøre Favrskov Kommune til en attraktiv kommune at bosætte sig i. Det kræver, at det ikke kun er kommunens politikere, der forstår, hvorledes rideklubberne i kommunen er organiseret og hvilke faciliteter og ressourcer ridesporten kræver, men også at kommunens forvaltninger forstår og har kendskab til de foreninger, der er i Favrskov Kommune.
Det vil jo være helt fantastisk og nytænkning i Favrskov Kommune, hvis man fremfor at modarbejde foreninger i den politiske proces og demokratiet i kommunen, valgte at samarbejde på tværs af politikere, forvaltninger og foreninger. Dette vil gavne hele kommunens borgere. Det vil Hinnerup Rideklub være med til at arbejde for.
Det er Hinnerup Rideklub helt uforståeligt og et stort problem for demokratiet, at Teknik- og Kulturforvaltningen ikke gør opmærksom på en sådan vejledning allerede i november 2015, hvis forvaltningen mener, at en klub som Hinnerup Rideklub ikke skal deltage i en budgetproces. Havde forvaltningen gennemarbejdet problematikken på forhånd, og sat sig ind i ridesporten i Favrskov Kommune, ville forvaltningen have kunnet se, at ridesporten skal behandles på lige fod med de øvrige sportsgrene her i Favrskov Kommune og Hinnerup Rideklub havde undgået, at ansøgningen om hal nr. 2 blev taget af bordet. Det vil også have gjort, at politikerne var blevet vejledt korrekt og ikke vildledt.
Som plaster på såret, og i erkendelse af forvaltningens manglende viden, har Borgmester Nils Borring bedt Hinnerup Rideklub kæmpe videre og bedt Hinnerup Rideklub om at få løbet forvaltningen op, på den manglende viden på ridesportens område i Favrskov Kommune inden næste budgetproces. Det er ligeledes indikeret fra adskillige politikeres side, at Hinnerup Rideklubs ansøgning om hal nr. 2 nok skal blive realiseret.
Hinnerup Rideklubs haludvalgs formand, John F. Jacobsen, forventer at haludvalget mødes med kommunens Teknik- og Kulturforvaltning i løbet af de næste par måneder, således forvaltningen kan vejlede byrådet korrekt. Samtidig mødes Hinnerup Rideklub med kommunens yderst engagerede politikere hen over det næste halve år. Med dette er Hinnerup Rideklub klar til næste budgetproces, hvor klubben forventer, at alle er klar over, at det handler om haltid til ridesporten.