Natteravne klar til snestorm på J-dag
Skal teenageren i byen, når sneen falder til J-dag, så kan man berolige sig med, at Natteravnene er med for at sikre, at de unge får en sjov og glad aften. Natteravne i over 90 byer vil være ude fredag 3. november, hvor julebryggen skænkes kl. 20.59 på diskoteker og værtshuse - også i Favrskov Kommune.
“Vi taler med de unge om at drikke med måde og passe på hinanden. Det er ikke sjovt for nogen at drikke for meget. Men vi kommer ikke med løftede pegefingre. Generelt synes vi, de unge er rigtig gode til at hjælpe hinanden – og ellers så ved de, at vi er der for dem,” udtaler formand for Natteravnene i Hadsten-Hinnerup Heidi Hagen Siem i en pressemeddelelse fra Natteravnene.
Også natteravnene i Hammel vil være på gaden. Natteravnene uddeler de populære blå Tuborg-nissehuer og bolsjer, og er ude hele aftenen i et samarbejde med Carlsberg om at gøre J-dag til en glad aften, hvor både unge og voksne drikker med respekt for sig selv og for omgivelserne. jesl