Hvor var/er SF?
Forleden læste jeg at SF havde været meget aktive for at få sat penge af til tunnelprojekt ved Veng Skole og Børnehus.
Så undrer det mig, at det først var i budgetforliget for 2018, at det lykkedes, for med SF ved roret for Teknik- og miljøudvalget havde der været rig lejlighed til at få det ordnet langt tidligere. Især med udtalelser om 'at nu var alle skoler sikret, og man kunne derfor inddrage andre området'.
Men spændende bliver det så, om SF er med, når ønsket om en cykelsti fra Veng Skole og Børnehus til Veng og videre til Nørre Vissing og Låsby skal realisere. Det vil ud over at være et gode for de unge mennesker, men sandelig også være et gode, når kommunen skal bindes sammen - og endelig vil cykelstiprojektet kunne være en del af koblingen af Silkeborg- og Århus-området.