Fortsæt til indhold

Kig nærmere på vineriet og smag nye vine

Samfund
Af Tommy Loberg Jøns

Der bliver god mulighed for ved selvsyn at kigge nærmere på Andersen Winery i det gamle Arla mejeri på Vrinners Bygade 45, når det unge vineri slår dørene op til et åbent hus lørdag 25. november klokken 14-17.30.
“Vi har simpelthen så mange bekendtskaber og interesserede, der gerne vil komme forbi og smage noget vin og høre meget mere om vineriet, men vi har ikke haft noget vin på lager eller pladsen til at have folk forbi. Men det har vi nu, og så vil vi gerne byde folk indenfor,” siger Mads Groom Andersen.
Lørdag 25. november bliver samtidig dagen, hvor Andersen Winery sender nye vine på gaden til salg i blandt andet Salling, Meny i Rønde, Hos Walther i Ebeltoft og så ved det åbne hus. Det drejer sig blandt andet om en lav alkohol æblevin, der også serveres på Michelin-restauranten Geranium samt en dessertvin lavet på solbær, der har vundet priser nationalt og internationalt.
“Vi vil rigtig gerne vise folk, hvad det er, vi går og laver. Og nu har vi også nogle vine, som vi vil give smagsprøver på og folk kan købe med hjem, så alle er velkomne,” siger Frantz Maurice Scott Lundby.
Indgangen til det nye lager er ved grusvejen mellem mejeriet og Dagli' Brugsen.