Fortsæt til indhold

Et trygt ældreliv

Samfund
Anders Rosenstand Laugesen, borgmesterkandidat (V) Peder Porse og Jens Szabo, byrådsmedlemmer (V)

Det skal være både trygt og rart at være ældre borger i Skanderborg Kommune. Der skal være hjælp at hente, når der er brug for det. Borgeren skal sættes i centrum, og der skal herske respekt om borgernes forskellighed. De ældre borgere skal have maksimal indflydelse på eget liv og er bestemt gamle nok til selv at vælge.


Som tingene er nu, kommer vi med stor sandsynlighed til at mangle senior- og ældreboliger inden længe, og dette problem skal vi have løst. Har man behov for en kommunalt visiteret ældrebolig, så skal man også kunne få en ældrebolig indenfor en overskuelig tidshorisont.


Lad os sætte lup på arbejdsmiljøet i ældreplejen, idet sygefraværet desværre er for højt. Det høje sygefravær betyder, at der bliver anvendt mange dyre vikarer, hvilket ofte er kilde til utryghed hos ældre. God personaleledelse skal derfor i fokus, og der skal vises mere tillid til de ansatte. Færre regler og dokumentationskrav giver mere tid til de ældre.