BUPL roser og riser
En rapport fra BUPL viser, at de lokale pædagoger mangler tid
BUPL, Forbundet for pædagoger og klubfolk, har lavet en oversigt over de kommuner i landet, der via budgettet for 2018 tilfører flere penge til børnehaver og vuggestuer. Det sker i 41 af 98 kommuner, og Skanderborg er med en tilførsel på fem mio. kr. med på 'positivlisten'.
Kigger man på en anden undersøgelse, BUPL har lavet, er der imidlertid ris til Skanderborg Kommune. Og undersøgelse giver også forklaringen på, hvorfor det er en rigtig god idé, at kommunen tilfører fem mio. kr., der skal give mere voksentid pr. barn i institutionerne.
Bekymring
BUPL har i undersøgelsen spurgt kommunens pædagoger, om de har tid nok til at drage omsorg for børn, der ikke trives.
45 procent af pædagogerne har svaret, og heraf siger 71 procent, at de dagligt eller flere gange ugentligt oplever, at de ikke kan give den nødvendige støtte til sårbare eller udsatte børn. 67 procent siger, at de mangler tid til at drage omsorg for børn, der ikke trives.
“Jeg bliver dybt bekymret, når knap 7 ud af 10 pædagoger svarer, at de ikke har tid til at drage omsorg for børn, der ikke trives,” siger Anne Grethe Rosenberg, formand for BUPL Østjylland.
Undersøgelsen viser også, at knap 7 ud af 10 pædagoger mangler tid til at være nærværende over for børn i kommunens fritidstilbud. Og 53 procent svarer, at de ikke har tid til at tage sig af konflikter mellem børnene.
Anne Grethe Rosenberg henviser til en Rambøll-undersøgelse fra 2013, der viser en sammenhæng mellem en intensiv pædagogindsats og antallet af unge, der begynder på en ungdomsuddannelse. Effekten forstærkes, hvis en elev har gået i en SFO eller på et fritidshjem.
“Så vi har belæg for, at kvaliteten er vigtig. Ikke mindst når det drejer sig om børns trivsel. Det er meget trist at konstatere, at normeringen i fritidstilbuddene i Skanderborg Kommune ligger i den dårligste ende i Østjylland,” siger Anne Grethe Rosenberg og tilføjer, at hun ofte hører pædagoger sige, at kvaliteten i fritidstilbuddene er dalet efter skolereformens indførelse.