Babyer i Aarhus skal på plejehjem
10 plejehjem i Aarhus Kommune kommer fremover til at have en ugentlig lejestue for mødre på barsel
I november åbner der 10 legestuer på plejehjem i Aarhus Kommune, hvor man kan opleve rytmik i samarbejde med Musikskolen Laura, samvær på tværs af generationer og få et smil på læben.
Legestuerne skydes i gang én efter én, og konceptet er klart og tydeligt.
“Det er vigtigt, at forældrene føler, at de kan komme, når det passer dem, og at man ikke føler sig presset i forhold til at binde sig til noget. Legestuen er der, uanset om du kommer eller ej,” siger Esra Alici Pedersen, som er projektleder på 'Legestuer på plejehjem'.
Startskuddet
Esra Alici Pedersen skal selv være med til at skyde alle legestuerne i gang, og hun er begejstret forud for starten på et nyt kapitel for unge og gamle i Aarhus Kommune.
“Det bliver en fantastisk mulighed for børn, forældre, bedsteforældre og beboere at få en aktivitet sammen. Det vil sprede glæde på tværs af generationer,” siger Esra Alici Pedersen.
LÆS OGSÅ: Brevduer giver livsglæde på plejehjem i Aarhus
Den 31-årige ildsjæl kom på ideen under sin barsel i København. Projektet blev startet op i Valby, og det var så stor en succes, at hun også har valgt at opsøge muligheden for at gøre det samme i Aarhus.
Her har hun fået en aftale i hus med 10 plejehjem, der var interesseret. Interessen var været stor. Så stor, at økonomien ikke rækker til at tilgodese alle.
“Det hele handler om at åbne mere op for plejehjemmene, og jeg er helt overvældet over, hvor mange der har været interesseret. Hele 19 har vist interesse, men jeg har kun penge til 10,” siger Esra Alici Pedersen.
En kæmpe succes
Plejehjemmene har fået legetøj, pusleudstyr, og i samarbejde med Musikskolen Laura er der koblet en rytmiklærer på. Men det er ikke det materielle, der skal tiltrække folk.
“Folk fortæller mig, at det giver god mening for dem. Det siger det hele for mig. Jeg gør meget ud af at fortælle folk, at de skal komme, fordi de skal have lyst til at gøre noget godt for andre,” fortæller Esra Alici Pedersen.
LÆS OGSÅ: Risskov-plejehjem omdannes til kollegie
Forstander Susanne Serin fra plejehjemmet Sandkåsvej i Aarhus Vest er da også meget begejstret for det nye tiltag, som plejehjemmet fremover får glæde af.
“Vi glæder os, fordi vi kan se, hvad børn gør ved de ældre. De bidrager med smil, glæde og minder, som det helt sikkert er med til at få frem hos de ældre,” fortæller Susanne Serin og uddyber:
“Det kommer til at give så meget kvalitet til vores beboere. Vi glæder os til at få projektet etableret som en integreret del af huset.”