Y’s Men’s ude med julekalender
Y's Men's Klubberne i Danmark præsenterer for 40. år i træk den landsdækkende regions-julekalender, som nu igen sælges landet over af de uniformerede korps, skoler og flere idrætsforeninger. Naturligvis også klubben i Grenaa.
Selv om det er 41. gang Y's Men's Julekalenderen udkommer, er den stadig en tilbagevendende glæde for mange mennesker, som ved køb af kalenderen er med til at støtte Y"s Men"s klubbernes sociale og humanitære arbejde i ind- og udland.
Køberne af kalenderen kan glæde sig over den farverige forside med karikaturtegninger af bl. a. kongefamilien, politikere og kendte personer. Forsiden er tegnet af den kendte tegner og illustrator Annette Carlsen, som er kendt for at lave satiretegninger, der kalder smilene frem.
Køber man Y's Men's julekalenderen har man chance for at vinde gavekort bag hver af de 24 låger. Herudover er der mulighed for at deltage i lodtrækning om 10 ekstragevinster ved at gætte en kendt julesang, som dannes af en verselinie ved at sætte 24 bogstaver sammen fra bagsiden af lågerne.
Hovedformålet med udgivelsen af julekalenderen er: at overskuddet på godt 1 million kr. går ubeskåret til socialt og humanitært arbejde i ind- og udland.
Y's Men's Klubberne i Danmark er en international serviceorganisation med lokalklubber over hele landet. Klubberne har nær tilknytning til FDF, KFUM & KFUK og støtter socialt og humanitært arbejde i Danmark og uden for landets grænser.
Kalenderen bliver solgt i cirka 50.000 eksemplarer, og den sælges med hjælp fra de uniformerede korps, skoler og idrætsforeninger, som derved også får mulighed for at tjene en ekstra skilling til deres forening.