Fortsæt til indhold

Lokalavisen inviterer til valgdebat med Bundsgaard og Simsek

I samarbejde med DK4 arrangerer Lokalavisen Aarhus valgdebat på tv-stationen

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Kommunalvalget venter lige rundt om hjørnet, og det betyder også, at du skal beslutte dig for, hvor dit kryds skal sættes, og hvem, du mener, skal sidde i borgmesterstolen de kommende fire år.
Lokalavisen Aarhus er gået sammen med DK4 om at arrangere et debatmøde med de to borgmesterkandidater, Jacob Bundsgaard (S) og Bünyamin Simsek (V), og du har mulighed for at være med. Læs mere i nedenstående faktaboks.
“Vi har valgt at samarbejde med Lokalavisen Aarhus, fordi det er den avis i byen, der gratis kommer ud til alle aarhusianerne. For DK4 var det oplagt at arrangere et valgmøde sammen med Lokalavisen og her fra Aarhus, da der sker rigtig meget i byen. DK4 ønsker at gøre noget for Aarhus og være synlig, og derfor er samarbejdet med Lokalavisen oplagt for os,” siger en af redaktørerne på DK4, Fatma Øktem.
Også på Lokalavisen Aarhus mener man, at samarbejdet er en gevinst.
“Vi har hele tiden haft i tankerne, at vi ville arrangere en valgdebat for vores læsere, så for os og vores læsere er det bare endnu bedre, at vi får et tv-studie til mødet,” siger redaktør på Lokalavisen Aarhus, Camilla Kjærgaard Olesen, der ligesom Fatma Øktem glæder sig til samarbejdet.

Hensyn til inhabilitet

Mange ved måske, at Fatma Øktem, medlem af Venstre, har været gift med den ene af de to borgmesterkandidater, Bünyamin Simsek, men den del er der taget højde for til arrangementet.
“Jeg er ikke en del af redaktionen og produktionen omkring valgmødet, men jeg er til stede til mødet. Jeg samarbejder med nogle knivskarpe journalister, og jeg ved, at de går kritisk til politikerne, uanset min politiske overbevisning. Vi er meget opmærksomme på, at der ikke skal være noget at komme efter, og derfor er min eneste rolle den aften at byde læserne velkommen sammen med Camilla,” lyder det fra Fatma Øktem.