Børnekulturklub med høne og æg
ebeltoft Søndag 12. november kl. 14 byder Børnekulturklubben Davs Klaus på dukkeforestillingen ’Hønes første æg’ i Ebeltoft Kulturhus. Det er en lille poetisk og musikalsk fortælling for børn fra halvandet år og op til seks år om at være ’den store’ og samtidig være lille. Høne venter sig for første gang, men hvor skal hun egentlig lægge sit æg? Heldigvis møder hun et egern, som gerne vil hjælpe. Et æg fødes, snart sprækker det - og ud kommer en lille kylling.
Hønemor ved bedst
Det legesyge egern ved nok, hvad det hele handler om, men tager måske munden for fuld, da han forsøger at opdrage kyllingen i sit eget billede. Det viser sig på fornøjelig vis, at en hønemor trods alt ved bedst. Camille ì Dali opfører den 30 minutter lange forestilling, hvor hun mestrer at styre to–tre dukker på en gang. Entré 50 kr., gratis for medlemmer af Davs Klaus.jesl