Fortsæt til indhold

Tranbjerg var fire meter fra ny friskole

Flere års arbejde for at skabe en friskole i Tranbjerg er slut. Det er ikke lykkedes at finde en egnet beliggenhed til skolen

Samfund
Christina S. Johansen

Efter at have undersøgt mere end tolv potentielle lokationer til en ny friskole i Tranbjerg uden held har ildsjælene bag idéen nu kastet håndklædet i ringen og stoppet projektet.
“Når man møder total modstand og en mur af bureaukrati, så mister man til sidst modet, men vi er da absurd trætte af det,” fortæller Henrik Fjordside Have, som har været med i projektet fra dag et.
Initiativgruppen havde ellers fundet et egnet sted i den gård, som ligger i hjørnet ved Obstrupvej og Tingskov Alle. Der er tale om en 6000 kvadratmeter stor grund, hvor man ville rive gården ned og sætte nye pavilloner op.
“Vi har håndværkere, som har tilbudt materialer, og som har tilbudt at arbejde gratis. Vi har desuden fået 70 forhåndstilkendegivelser om børn, som ville begynde efter sommerferien 2017, hvor opstarten var planlagt til - og tilkendegivelser om cirka 20 nye elever hvert af de kommende år,” fortæller Henrik Fjordside Have.

Landzone kontra byzone

Alt så altså lyst ud i forhold til at realisere friskole-projektet, men så gik der landzone kontra byzone i det hele.
Den udvalgte gård ligger nemlig i landzone - fire meter fra byzonen på den anden side af vejen Tingskov Alle og her opstår problemerne. Friskolen må nemlig ikke bygge de lokaler, som de har brug for, når der er tale om landzone.
Derfor skal der søges dispensation til projektet, forklarer formand for Teknisk Udvalg, Camilla Fabricius (S):
“Men det er ikke realistisk, at der bliver givet en dispensation. Vi arbejder lige nu på en ny kommuneplan, hvor det er centralt, at der bliver byudviklet indenfor byens grænser og ikke i det åbne land,” lyder det fra Camilla Fabricius.
“Det her bureaukrati bliver vi ærlig talt lidt mavesure over. Vi beder ikke om nogen penge - vi skal bare bruge en dispensation for de fire meter. Vi kan jo se, at der er indskrevet så mange børn til børnehaveklassen efter sommerferien, at Tranbjergskolen må udvide til endnu et spor. Friskolen havde kunnet tage én af de klasser,” siger Henrik Fjordside Have.

En ordentlig mavepuster

Camilla Fabricius anbefaler i stedet initiativ-gruppen bag Tranbjerg Friskole at tage et ekstra kig på skolens behov og så se på, om der ikke kan findes egnede placeringer indenfor byen.
Det kommer imidlertid ikke til at ske.
I hvert fald ikke i første omgang.
“Alle i arbejdsgruppen har fået en ordentlig mavepuster lige nu, så vi tager alle en god pause. Der er dog nogle fra gruppen, som på et tidspunkt er klar til at kæmpe videre for en ny friskole,” siger Henrik Fjordside Have.
Så projektet er altså kun sparket til hjørne?
“Jeg vil sige, at det er sparket helt op på tribunen, men ikke helt ud af stadion.”