Julemarked i Friheden er endnu større i år
’Jul i Friheden 2017’ bliver endnu vildere end sidste år. Der er flere lys, mere mad og flere aktiviteter for store og små
Intet mindre end 105.000 børn, forældre og bedsteforældre lagde sidste år vejen forbi Tivoli Frihedens julemarked, som blev holdt for første gang i 112 år.
Der var altså tale om et godt gedigent hit. Derfor er Friheden da også klar til at gentage successen i år. Denne gang i en ny og udvidet udgave.
'Jul i Friheden 2017' åbner 11. november og fortsætter i 24 dage med vinterlandskab prydet med over 300.000 julelys, 3000 udendørs julekugler og over 300 juletræer.
Fra en ny scene vil julestemningen desuden sprede sig i parken, når blandt andre lokale kor synger julens klassikere.
Derudover kan børn og barnlige sjæle som noget nyt ae julemandens rensdyr og opleve en gigantisk julekugle, der lyser en af søerne op.
Duften af jul hører sig naturligvis også til et rigtigt julemarked. I friheden sørger 45 boder med lækkerier for dette - det er 20 flere end sidste år.
Nogle af lækkerierne står Kødbyens Mad og Marked for.
Oplev også et nisselandskab, en kanetur eller julemandens hus.
Få et sus i maven i mørket
Friheden holder åbent indtil mørkets frembrud. Det betyder, at besøgende kan nyde den ophængte stjernehimmel af julelys og få det fulde udbytte af det, som Tivoli Friheden, i en pressemeddelelse, kalder Danmarks højeste juletræ på 65 meter.
Skulle man have mere lyst til et sus i maven, så holder udvalgte forlystelser åbent i mørket, ligesom man har mulighed for at stå på skøjter midt i alle lysene.
Endelig kigger Julepjerrot forbi, Jule-Bjørne-Bandet spiller klassiske julesange, og showet 'Støvledance show' kombinerer lyd og lys med inspiration fra den legendariske 'The Julekalender.'
Læs mere på www.friheden.dk
I videoen øverst kan du se, hvordan sidste års julemarked så ud.