Fortsæt til indhold

Kloakkamp mellem Venstre, DF og de øvrige

48 ejendomme i det åbne land vil nu blive taget med på råd

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Et flertal på 15 byrådsmedlemmer med S, SF, R og EL har vedtaget, at 48 lodsejer i det åbne land skal inviteres til en dialog om, hvordan deres ejendomme kan blive kloakeret. 10 byrådsmedlemmer fra Venstre og Dansk Folkeparti stemte imod.
Læs også: Massiv interesse for det lokale vandselskab
Beslutningen betyder, at fagsekretariatet vil indlede en dialog med lodsejerne for at afklare muligheder og ønsker i de tre områder, der er tale om - nemlig 32 ejendomme i Bjedstrup, seks ejendomme på Låsbyvej samt 10 langs den eksisterende kloakledning mellem Skanderborg og Foerlev.
Venstre og DF ville i stedet indføre et tilsyn med de 48 ejendomme, og kun hvis der konstateres mangelfuld rensning og/eller udledning af urenset spildevand til søer og vandløb, skulle kommunen gribe til et påbud. Sagen skulle derefter først genoptages i år 2037, hvor mulige nye rensningsteknologier kunne inddrages i overvejelserne. Eller hvis beboerne i et af de tre områder samlet ønsker tilslutning, eller der i øvrigt opstår ændrede forudsætninger. Det foreslog er to partier.
“Vi skal have styr på det, men vi risikerer at tage påbud i brug, selv om det er uden effekt. Et tilsyn vil være bedre. De 36 ejendomme er nemlig ikke udvalgt, fordi de udleder meget urenset spildevand eller til følsomme vandløb,” sagde Peder Porse. Men V/DF fik ikke opbakning fra andre partier.
“Lad os spørge lodsejerne, hvad de har lyst til. Det er ikke en afstemning, men af de svar, vi får tilbage, kan vi se holdningerne, og imens udskyder vi afgørelsen af, hvad der skal ske,” sagde Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget.
Radikales Tage Nielsen kunne ikke forstå uenigheden.
“Vi er enige om, at der ikke skal udledes urenset spildevand. Er det så et problem, at vi spørger borgerne, hvordan de har lyst til at løse problemet. Jeg forstår ikke uenigheden,” sagde Tage Nielsen.
Herudover er der 36 ejendomme, der også havde udsigt til at få et påbud om tilslutning til offentlig kloak. Disse fredes, da de ligger i område, der er på vej til at blive kloakeret som led i byudvikling.