Ringe interesse for valgmøde i Hørning
Der var både hug til og forsvar for den kommunale administration
Skoler, den kommunale administration samt de ting, kommunen bruger penge på. Det var nogle af de emner, der blev diskuteret mandag aften på et dårligt besøgt vælgermøde i sognegården.
Renset for andre politikere, koner, mænd og kærester var nemlig kun i omegnen af 15 Hørning-borgere mødt frem.
LÆS OGSÅ: Parti forsvundet fra valgkampen
Politikerne blev blandt andet til skolesituationen i Hørning. Noget klart svar kom der dog ikke.
“Vi, der sidder og arbejder med skolesituationen i Hørning, har givet hinanden håndslag på, at vi ikke udtaler os før 14. december,” fortalte Jørgen Naut (S) - en udmelding der mødte kritik fra salen.
Blandt andet Claus Leick (SF) og Martin Frausing Poulsen (DF) garanterede, at borgerne i Hørning vil blive taget med på råd. Til gengæld mente Steffen Møller Pedersen (D) ikke, at borgerne i kommunens 'kanter' blev, lige som det heller ikke var her, at kommunen investerede. Det fik Jørgen Naut til at tage ordet og fortælle, at næsten halvdelen af alle kommunale investeringer de næste fire år er lagt i Hørning.
Forvaltnings-omgang
Michael Ilsø (LA) konstaterede, at selv om han ikke kender størrelsen på den kommunale administration - eller nøjagtig ved hvad denne laver - så mener han, at den er for stor.
“Det er et holdningsspørgsmål,” sagde han.
Red: Michael Ilsø har efterfølgende skrevet og forklaret, hans holdning til administrationen handler om, at han synes, at det er formeget, at der ud af de 5.500 ansatte i kommunen er 23 procent, der har administrative roller.
Jesper Arbo Frederiksen (Ø) var også efter forvaltningens størrelse.
“Det sidder folk, der kontrollerer dem, der kontrollerer, hvad nogle andre kontrollerer,” sagde han og slog på tromme for at få fjernet en del den kommunale kontrol.
Thomas Cordtz (C) argumenterede også for at mindske den kommunale forvaltning, hvilket fik Martin Frausing Poulsen til at beskylde Cordtz for at bruge 'grønspættetal'.
“Man skal huske, at en stor del af den kommunale administration arbejde med ting, som Staten bestemmer,” sagde Jens Erik Sørensen (V).
Prestigeprojekter
Michael Ilsø kritiserede kommunen for at bruge for mange penge på prestigeprojekter - eksempelvis det kommende søbad i Skanderborg, hvor han mente, at det var alt for meget at bruge op mod 20 mio.kr. på projektet. Generelt, lød det, bruger kommunen alt for mange 'dumme penge'. Det fik Tage Nielsen (B) til at markere.
“20 mio. er jo et fantasital. Kommunen bruger 6,5 mio kr. på projektet, hvori der samtidig indgår en udvidelse af Kulturhuset. De øvrige penge findes eksternt. Og er det eksempelvis et prestigeprojekt at renovere en svømmehal? Jeg mener, det er nødvendigt,” sagde Tage Nielsen og blev bakket op af Maria Temponeras (EL).
Græs og CO2
Der blev fra salen uddelt hug til den kommunale plæneklipning og til alderen på visse byrødder.
“Der jo flere, der er grydeklar til plejehjemmet. Vælg nu nogle yngre kræfter ind,” lød kritikken og opfordringen.
Maria Temponeras opfordrede til at vælge flere kvinder ind i byrådet.
“Jeg går fuldt ind for ligestilling, men lad os nu vælge folk efter holdninger i stedet for blandt andet køn,” lød svaret fra Michael Ilsø.
Også den kommunale klimapolitik fik et par bemærkninger med på vejen, og både Marie Temponeras og Jesper Arbo Frederiksen opfordrede til, at der tænkes grønt samt miljø- og klimavenligt i det kommunale regi. Ifølge Steffen Møller Pedersen behøver man dog ikke tænke i CO2-besparelser.
“CO2 har ingen påvirkning på klimaproblemerne. Det er bevist,” lød det fra Nye Borgerliges spidskandidat - der dog ikke fik overbevist alle i salen ...