Elever fra Favrskov Gymnasium stiller op til FBI
FBI står for Favrskovs Bedste Iværksættere, og i år deltager elever fra Favrskov Gymnasium
Garvede erhvervsfolk og nye iværksættere kan ved Farvrskov Erhvervsråds arrangement “FBI 2017 - Favrskovs Bedste Iværksættere” opleve elever fra Favrskov Gymnasium pitche deres ide.
Tre klasser har arbejdet med innovation, og den bedste ide i hver af klasserne præsenteres. Én af dem løber med prisen “Young Stars”.
Også “Den bedste ide” og “Den bedste iværksætter” blandt kommunens 'rigtige' iværksættere skal kåres. Arrangementet finder sted torsdag eftermiddag 16. november hos LMO i søften.
Meget forskellige forslag
“I kan løse noget, der ikke allerede er opfundet”, lød Katrine Oxenbøll Petersens, lærer i innovation og erhvervsøkonomi, kommentar til én af grupperne i 3I på linjen Samf A Mat B Innovation C, da de i dag, torsdag, fremlagde deres ide for resten af klassen.
“I havde en meget overbevisende måde at performe på,” fik en anden gruppe at vide. Eleverne selv gav også feedback til hinanden.
Kravet var, at ideen skulle være ny, realiserbar, økonomisk bæredygtig og så skulle præsentationen være overbevisende. Eleverne har igennem et par måneder arbejdet med emnet i et par timer om ugen - og meget forskellige forslag:
En børste med indbygget rengøringsmiddel, der kan komme ind i sprækker og fjerne kalk. En brille ved navn Smart Sight med filter, så øjnene ikke generes af sollys i laptop- eller smart-phoneskærmen. En App med upcoming bands, der kan hyres ud fra geografi, genre og pris. En service med bustransport formedelst en 10'er direkte fra uddannelsesstedet, når man får fri og der er længe til den ordinære busafgang.
Katrine Oxenbøll Petersen, lærer i innovation og erhvervsøkonomi, valgte Simon, Nikolaj og Olivers Smart Sight-brille. Vinder-ideen fra de to klasser, de kommer til at konkurrere med, er henholdsvis cider udvundet af nedfaldsæbler og en App til at finde det billigste indkøbssted ud fra en samlet indkøbsliste.
Er I blevet iværksættere?
Eleverne i 3I er muligvis ikke blevet iværksættere med ét slag, men nogle har fået øjnene op for muligheden.
“Det er utrolig interessant, og jeg kunne godt tænke mig det. Det er hårdt arbejde, men det giver også en form for frihed, at man selv styrer,” lød det blandt andet på spørgsmålet, om de nu var blevet iværksættere.
“Vi ved nu, hvordan man skal gå til det, hvis man kan finde den rigtige ide. Det brænder jeg for,” sagde en anden.
“Vi har fået masser af værktøjer og ideer, som kan bruges inden for alt muligt for at se forbedringer og muligheder.”
Katrine Oxenbøll Petersen fortæller, at faget udvikler eleverne både fagligt og personligt.
“Det er projektorienteret undervisning, der skubber dem ud i virkeligheden og giver dem ressourcer til at se muligheder, de ikke kunne se før.”
Det er første gang, innovations-elever fra Favrskov Gymnasium skal præsentere deres ideer ved FBI. Hvem der vinder afgøres ved afstemning blandt deltagerne.