Kære politiker - sæt fokus på Folkeskolen
Nu er der kommet ansigter på byrådskandidaterne til vores kommende byråd.
Jeg vil opfordre til, at folkeskolen bliver et af de vigtigste emner, som vi vælgere taler med kandidaterne om, når vi møder dem.
Det er vigtigt, at der er et fokus på kvaliteten i vores skoler. God kvalitet i skoletilbuddet indebærer blandt andet, at undervisningen kan tilpasses den enkelte elev, at alle elever bliver inddraget i undervisningen, at der udarbejdes individuelle planer for elever med særlige behov, og at der er god trivsel i klasserne.
Jo flere elever i klasserne, des vanskeligere er det at sikre kvaliteten i forhold til disse parametre.
Der er derfor tydeligt, at der er plads til forbedringer på skolerne i Skanderborg, hvis vi skal sikre kvaliteten i undervisningen. I Skanderborg undervises 39 procent af eleverne i megaklasser – dvs. klasser med 25 eller flere elever. Sammenlignet med andre kommuner, så har 91 af landets 98 kommuner færre elever i megaklasser end tilfældet er i Skanderborg. Gennemsnittet på landsplan er, at 28 procent af eleverne undervises i de meget store klasser.
Når der er så mange elever, der går i store klasser, hænger det blandt andet sammen med det forhold, at der i Skanderborg er mange elever pr. lærer. Der er hele 89 kommuner, hvor den enkelte lærer gennemsnitligt skal tage sig af færre elever.
Jeg synes, det er værd at spørge kandidaterne om, hvad de vil gøre for at sikre kvaliteten af undervisningen i skolerne i den kommende byrådsperiode.