Et strejf af Afrika
Sang og dans for 6. årgang på Søndervangskolen
En mørk morgen i november er ikke det mest inspirerende for en skoledag, men to afrikanske gæstelærere fik hurtig sat gang i de godt 60 elever fra 6. årgang på Søndervangskolen i Hammel, så de sang og dansede, som var besøget et helt normalt fag.
De to afrikanere Jimmy fra Zimbawe og Cheikhou fra Senegal er en del af MUNDU - center for global dannelse, som for sjette år i træk rejser rundt med showet Trommer & Tale, hvor de foruden at spille og danse med eleverne også fortæller om Afrika. Og den snak kører på både dansk og engelsk, som da eleverne netop har sunget med på en dans og skal fortælle hvilke ord, de forstod:
Og det var både morgen og cola - ikke cola i den forstand, som købes i supermarkedet, men i form af colanødden, som i Afrika blandt andet bruges mod dårlig mave, og musikerne har også nødder med, som vises frem.
Mens eleverne synger og danser, giver medarbejdere fra Mundu nogle af skolens lærere inspiration til at tænke globalt i undervisningen.
“Globalt udsyn er netop et af Søndervangskolens fokusområder, og derfor er det perfekt med Mundus' besøg,” lyder det fra lærer Jette Dalum Beck.
Trommer & Tale er støttet af Danidas oplysningsbevilling.