Alle helgen - og et farvel til min far...!

På søndag er det Alle helgen, dagen, hvor vi i vore kirker mindes vore døde. De fleste steder med den smukke tradition, at navnene på dem, der er døde siden sidste Alle helgen, læses op.
I år er det så min tur til at høre min fars navn i Tirstrup kirke, og det vil gøre indtryk. I min mindetale til ham ved hans begravelse en junidag i sommer fik jeg lejlighed til at sætte lidt ord på, hvorfor Alle helgen i år bliver noget særligt for os:
“Vores far, Hans Bonde, er død 90 år gammel. Men han er her endnu. Jeg ser ham sidde ved computeren og skrive julebreve til os. En fremragende brevskriver var han. Jeg ser ham skrive os ind i julebrevet med navns nævnelse. Børn, børnebørn og oldebørn. Vi fik alle et par linjer, og uanset om det gik op eller ned for os, så var der kun en vej i fars julebreve – og det var opad. En stor anerkendelse af os alle sammen. Han så kun det bedste i os. Fordi han elskede os alle! Og sikke en støtte!
Ja, mor, han er her endnu! Dig og far, I to fik det bedste til sidst. De sidste 25-30 år var glansperioden i jeres liv med hinanden.
Jeg husker for en 3-4 år siden. Vi skulle en tur i vores eng i Stangkrogen, far og mig.
Du stod i døren i Perstrup. Og så vender han sig om mod dig på vej ind i bilen og siger:
”Ja, nu håber jeg, vi ses igen..”. Og så svarer du tilbage: ”Ja, det håber jeg også, for jeg har flere kartofler, jeg skal have skrællet”!
Nej, I to kunne ikke undvære hinanden. Sådan er det med kærligheden. Den håber altid på et gensyn. Og det er også det håb, der bærer vores afsked med far. Håbet om et gensyn i Himlen.
Det var så rørende, mor, at se dig sidde ved far de sidste dage. Du veg ikke fra ham. Du støttede ham, så godt du kunne på den dag, der blev han sidste. Og som han få timer før sin død kaldte den værste i sin liv.
Det var stærkt at opleve din trofasthed, da far kom på plejehjemmet. Du læste højt for ham af ”Ved julelampens skær”, mens han holdt din hånd. Og han faldt til ro. Det var så smukt at se jer to sammen. Kærligheden bandt og bar hele vejen.
Da I to var unge, da var der mere damp på kedlerne. Til tider overtryk…! Det var ikke altid, I kunne være i det samme rum samtidig med et heldigt resultat... Og I drev det helt ud til kanten, men som far sagde det, da I havde guldbryllup: ”Det gik”!
For der var alligevel noget, der hele vejen bandt og bar. En grundlæggende kærlighed, der fandt vej gennem al modgang og smerte og strid og håbløshed. I to elskede hinanden. Og det vidste vi børn. Og vi vidste, at I ubetinget elskede os! Og så sammensat det hele var, så var det et fantastisk hjem at vokse op i for os børn!
I mødtes jo i Vestjylland, far og dig! Han blev gift med en organist. Og han var så stolt af hende. Og han tog siden kirkekoncerterne på sig, selvom det var ham en pine... Men det var jo hans elskede Rosa, der spillede…
Og sådan tog far altid sin skæbne på sig! Han affandt sig! Det lå i ham. Også nu på plejehjemmet! Han affandt sig! Sådan var han!
Far blev jo født i Tirstrup. Kom til verden med et godt hoved. Læreren ville have haft ham i realskole i Trustrup, men det rakte midlerne ikke til. Men bøgerne tog han med sig hele livet. Få har læst så mange bøger, som far. – Og alsidig i sin interesse. Samfundsforhold. Historie. Og far tog standpunkt. Han havde en mening. Og selvom han ellers var et roligt gemyt, kunne temperamentet komme op i ham, når et aktuelt emne var til diskussion.
Han var på den svages side! Ubetinget og konsekvent! Jagtede retfærdigheden. Han var åben overfor fremmede. Flygtninge. Og han skrev om det i avisen.
Men det, der fyldte mest i læserbrevene, det var den utrættelig kamp for den psykisk syge. Et utal af læserbreve – og det ved vi jo - med et dybt personligt afsæt. Han kæmpede vores søsters sag! Han levede med i hendes psykiske smerte. Han så den triste konsekvens af et sårbart sind! Og han stillede op, fatter!
Mor og far blev ikke sparet for modgang. Op af bakke med landbruget. Veksler og skidt. ”Jeg kunne en overgang tapetsere den pæne stue med dem”, sagde fatter. Men billedet af gården på væggen i stuen vidner alligevel om en ukuelig fremdrift. Der blev bygget nyt og bygget til. Rig blev han nok aldrig, men der var noget i ham, der drev ham. Og han blev ved og ved – ”og det gik…”.
Far var utrolig slagfærdig. Husker engang vi sad i Perstrup. Mor var blevet ringet op af en præst, der manglede en organist. Og præsten havde ringet til mange. Men mor sagde ”ja”, og så fortæller hun, at præsten havde sagt, at det var ligesom at gå gennem en ørkenvandring og komme til en oase med et kildespring. Og fars kommentar var: ”Han må have været tørstig”!
Der var humor i ham. Og stor fortællelyst. Han elskede at fortælle. Og så var der kirken. Kristendommen. Han sad nederst til venstre i kirken hver søndag. Han kaldte det sit frirum midt i en travl tid – og ”alt dens væsen”. Her kunne han hvile. Her kunne han tænke og høre efter. Ikke altid enig med præsten. Og det kunne han ikke skjule. Men det var der jo også lidt velsignelse ved!
Far var et troende menneske. Men han skiltede ikke med det. Og skråsikkerhed lå ham fjernt. De firkantede meninger var ikke ham! Og tvivlen fulgte ham livet langt. Han vidste om nogen, at troen ikke gjorde ham fejlfri. Og at der i den grad var brug for syndernes forladelse. Jeg hørte han bede om det ved spisebordet i hele min barndom. Men den lå der som en bund i hans liv. Den navigerede for ham, så det alligevel gik…!
Vi fik en kristen opdragelse, vi børn, men det var en form for kristendom, der lærte os at være åbne og fordomsfrie. Og han respekterede det standpunkt, vi hver især senere indtog i livet.
Ja, far! Og nu håber vi så, vi ses igen. Ikke for at skrælle kartofler, men fordi vi håber på et liv hos Gud. Du sov ind med takken i dine ører. Lidt over midnat den nat stod et af dine børnebørn ved din seng. Han holdt en rørende tale til dig – som en stemme fra alle dine børnebørn. Om alt hvad du har betydet. Og det frirum, du var for barnebarnets sårbare sind!
Jo, vi er alle sårbare i dag. Men vi bæres af håbet. Troen på Kristus og et evigt liv hos Gud!
Far var meget optaget af Kaj Munk. Kaj Munk siger et sted:
“At have en mor i himlen, det er himmelsk. Den, der har det, er aldrig alene. Der er ingen, man ved, man altid har hos sig, som ens mor, der er død”! Ja, han er her endnu, vores far! Og han er hos Gud! Vi ser ham – og vi ses…!