Fortsæt til indhold

Støjramte i Skovby bliver hørt

Miljø- og planudvalget har bevilliget Christoffer Schou og Stefán Magnússon foretræde

Samfund
Claus Sonne

Når Miljø- og planudvalget mødes 5. december, kommer der 'gæster'. Udvalget har nemlig besluttet at give to parter, der begge er utilfredse med udvalgets afgørelser i sager om støjgener i forbindelse med et planlagt byggeri, foretræde, så de kan tale deres sag.

Læs også: Kommunen skaber et problem, der ikke er der


Den ene part er Christoffer Schou fra Skovby, der har fået afslag på at udstykke en grund, fordi udvalget frygter, at der på sigt vil blive støjgener på grunden. Den anden part er arkitekt Stefán Magnússon.

Stefán Magnússon står bag et projekt på Korsvejen 37A i Skanderborg, hvor en grundejer vil opføre lejligheder og rækkehuse. Her har Miljø- og planudvalget sagt nej til at godkende en udstykning, der ellers var kommunalt blåstemplet. Også her er afslaget begrundet i støjgener, hvilket undrer Stefán Magnússon.

Læs også: Skovby Møbler: Vi overholder støjkravene


“Vi har fulgt Miljøstyrelsens vejledning til punkt og prikke og kommet med dokumentation, så jeg glæder mig over muligheden for at fortælle udvalgsmedlemmerne om sagen, for vi undrer os over afslaget,” siger Stefán Magnússon, der kan fortælle, at grundejeren står klar til at begynde byggeriet, så snart der gives grønt, kommunalt lys.

Planen er, at der skal opføres 55-65 lejligheder og 40-50 rækkehuse på grunden.