Fortsæt til indhold

Se og & Hør ville have elsket Daisy Friis

Datter af Frijsenborg-greve levede et kort og hektisk celebrity-liv

Samfund
Kian Johansen

Er du til celebrity og luksusliv, så tag til foredraget ”Noble Damer og Døde Libertinere” af Jens Ole Ravn-Nielsen, tidligere redaktør af tidsskriftet Kaskelot og lærer.
Hovedpersonen nåede at inspirere to digtere, nemlig Tanne Dinesen (Karen Blixen) og Harriet Löwenhjelm og førte et hårdt, men luskiøst herskabsliv - på egne præmisser.
Kammerherreinde Daisy Grevenkop-Castenskiold, født Anne Margrethe komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs til Frijsenborg, (1888–1917), nåede at opleve en del i sit korte liv.
Du hvirvles ind i aristokratiets og adelens verden med selskaber, baller, jagter, forelskelser, skandaler, konkurrence-ridning, tennis og golf på Frijsenborg i Hammel og i Ny Kongensgade, København. Det, som Karen Blixen kalder adelens gyldne efterår.
Og med Daisy som ambassadørfrue kommer vi ud til Europas ekstravagante hoffer og oplever det hektiske, aristokratiske, 'Kaiser- und Königliche' selskabsliv i Wien, Rom og London inden de store kejser-, zar- og kongerigers kollaps efter verdenskrigen.
På rejserne til Nordkap, ørkenbyen Biskra, Algeriet, Dansk Vestindien til hendes mands plantage ”Lameshur” på øen St. Jan og Sydamerika med Ø.K.-skibet ”Fionia” er vi med Daisy på oplevelser i den nye verden på absolut 1. klasse.
Med til luksuslivet kommer stofferne og drogerne.
Afvænningen på Lille Strandvejen, København, slår de mere dystre toner an, der dog opvejes af opholdet på Romanäs Sanatorium, Sverige, hvor Daisy knytter sig til digteren og kunstneren Harriet Löwenhjelm og oplever en glad og ubekymret tid, hvor Daisys liv bliver sat i sonetter.
Det hele ender med Daisys pludselige død i gesandtskabet i London.
Foredrag 8. november kl. 19.00 i Kulturhuset Inside. På Lokalhistorisk Arkiv for Hammel og Favrskov.