Ud med Nordmandsgranen, ind med Rødgranen

Som pyntegrønts- og juletræsproducent gennem mere end 25 år – fra 1975 til 2001 mener jeg at have et vist branchekendskab bl.a. også til dyrkningsmetoder. Jeg kan derfor kun tilslutte mig vor lokale byrådskandidat for Alternativet, Hanne Stender Damkjær, når hun opfordrer til, at vi af miljømæssige årsager dropper Nordmandsgranen. For hun har fuldstændig ret.
Nordmandsgranen er stærkt miljøbelastende, da den i de fleste tilfælde kræver både gødning og gift: gødning for at få den smukke, grønne farve, plantegift for at holde uønsket ukrudt væk og insektgift for at bekæmpe luseangreb. Hun anbefaler derfor, at man køber en økologisk dyrket Nordmandsgran eller et juletræ af pap.

En anden oplagt mulighed var rødgranen. I 70"erne og et stykke op i 80"erne var det da også oftest en rødgran, der blev læsset op på tagbagagebæreren. Senere var det med den stigende velstand en trailer, der blev spændt efter, og nu var det som regel den langt dyrere Nordmandsgran, der blev læsset.
Hvorfor nu dette skifte? Hænger det mon sammen med, at vi også, når det gælder valg af juletræ, er udsat for og lader os påvirke af stærke markedskræfter.
I det aktuelle tilfælde måske af en kampagne, lanceret af Skovdyrkerforeningen, der kunne se en økonomisk gevinst herved, og hvor overskrifterne i en af artiklerne i fagtidsskriftet 'Skoven' netop lød: 'Vi skal skabe markedspræference for Nordmandsgranen'. Denne kampagne er som bekendt lykkedes 'ud over alle grænser', og eksporten af Nordmandsgran indbringer da også et betragteligt beløb, men jeg finder det kortsigtet og uholdbart, at vi, for at tyskerne og østrigerne kan få et pænt juletræ, må acceptere en omfattende forurening af vore søer og vandløb og i sidste instans af vort grundvand.
Vi kunne jo passende starte med selv at gå i spidsen og købe den rødgran, om hvem allerede H.C. Andersen skrev: Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ. – og det var vel at bemærke en rødgran.