Nu falmer skoven – gør vi også?

Pludselig er det sket. Det er blevet Efterår! Som vanlig fryser vi måske lidt, før vi indser, at nu er det blevet tid til at få sat varme på radiatorerne igen. Efter en snigende overgang fra de lune sensommer dage, står vi nu pludselig midt i årets mørkeste tid; novemberdage. Efterårets november dage kan let komme til at tynge sindet en smule. For det er ligetil at blive mindet om livets forfald og undergang, når vi ser os omkring. Bladene falder af og dagene bliver korte. Lyset forandre sig. Mange af os har en tendens til at blive påvirket af mørket. Det synes som om, at hele verden svøbes i vaghed og forfald. Vores humør falmer måske derfor også i disse dage i takt med naturens forandring. Efterår vækker eftertanker. På de mørkeste efterårsdage giver det derfor særlig mening, at vi husker at synge. En sang for lyset og for livet! En af de salmer, der giver mening at huske på, er Grundtvigs kendte efterårssalme: Nu falmer skoven. Salmen er, med sine flotte naturbiller om skoven der falmer, blevet en af vores mest kendte og sungne efterårssalme. Måske fordi salmen både i tone og ord netop formår at give genklang til den stemning, der kan overmande os i den mørke efterårstid. Men salmen indeholder langt mere end en almen naturbeskrivelse af årets, sindets eller livets gang. Salmen er fyldt med håb til os! I salmen bliver vi mindet om, at selvom skoven lige nu er i færd med at miste alle sine blade, så betyder det ikke, at skoven forsvinder eller dør, den falmer blot for en stund. Ligeså med fuglestemmerne. De hører ikke op. De daler blot for en tid. Vi mindes tilmed om det faktum; At efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne. Det er opløftende, at blive mindet om den virkelighed, mens vi vandrer igennem årets mørkeste dage. Grundtvig formår med sine ord at rækker os et stærkt håb om, at vi alle snart vil opdage, hvordan en sjælden livskraft finder sted midt i blandt os. Det er dog ikke alene i naturfilosofiske tanker, at Grundtvig finder dette håb. Håbet henter han først og sidst i Guds ord. Det ord, der aldrig glipper, men som bliver hos os trods årets eller livets forandringer. Hver gang Grundtvig taler om Ordet, så henviser han til det ord og løfte, der lød over os i vores dåb: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Et løfte står fast uanset livets og tidens forandringer. Lad os huske det ord og løfte. Lad os i det lys finde tillid til, at selv på de mørkeste dage er der stadig grund til at takke med sang, for det vi er blevet givet. Vi kan jo begynde med at takke for, at vi endnu engang har fået lov til at opleve et smukt efterår, som vi må dele med hinanden.