Fortsæt til indhold

The grand old man inden for dansk vin til Rønde

Samfund
Arkiv

Den danske vin-legende Peter Vinding-Diers besøger i denne uge Vinspecialisten i Rønde. Og det er ikke en hr. hvem-som-helst i vinverdenen, der kommer til Rønde, hvilket også bekræftes af, at arrangementet for længst er udsolgt.
Bag arrangementet står Vinspecialisten, hvis indehaver Niels Trangbæk fortæller, at Peter Vinding-Diers har lovet at komme i forretningen om eftermiddagen onsdag 8. november i tidsrummet klokken 16-17.30, hvor man kan smage på et par af den danske vinmagers vine og eventuelt få signeret hans bog, der udkom sidste år.
Peter Vinding-Diers (f. 1943) liv har været en lang rejse gennem alverdens vinområder på flere kontinenter. Blandt andet har han opnået særlig berømmelse for sit revolutionerende arbejde med gær.
I de 25 år han boede i Bordeaux, fik han flere vine optaget i de bedste selskaber, og sammen med forfatteren Hugh Johnson grundlagde han The Royal Tokaij Wine Company i Ungarn. Peter Vinding-Diers har gennem sit virke været inspirator for utallige, herunder også hans to sønner og nevøen, der også laver fremragende vine: Hans i Argentina og Anders i Spanien og mest kendt nevøen Peter Sisseck, der med sin Pingus-vin er blevet et internationalt vin-ikon med vine fra Spanien.
Nu har Peter Vinding-Diers afsluttet sin rejse i vinverdenen på Sicilien. Sammen med sin kone, Suzanne, har han ved hårdt arbejde etableret vingården Montecarrubo på en vulkansk bjergside mod det Ioniske hav, i læ af Etnas sprudlende lava. Her fremtryller han fremragende vine, der skamroses af den samlede vinpresse. Resultaterne er ikke kommet af ingenting. Masser af hårdt arbejde og en seriøs tilgang til vin-produktion, har gjort Montecarrubo til det succes-projekt det er i dag, hvilket har gjort Peter Vinding-Diers til en del af den nye renæssance der er kommet de sicilianske vine til gode de senere år.
Peter Vinding-Diers er ikke bare en fremragende vinmager, han er også en blændende historiefortæller, hvilket hans erindringsbog ”En håndfuld oliven og et glas vin” vidner om. jbe