Grænser for højhuse i Aarhus
Aarhus er inde i en rivende og historisk udvikling, hvor vi samtidig skal huske at værne om vores by og dens kvaliteter. Derfor er det vigtigt med grænser for højhuse og krav til deres kvalitet.
Enhedslisten har desværre stået helt alene i Teknisk Udvalg med vores modstand mod et højhus klods op af Brabrandstien.
LÆS OGSÅ: Havefolk opruster i kamp mod højhus på 58 meter
Et højhus, der i den grad vil skæmme et af kommunens mest brugte og afholdte grønne rekreative områder. Det er sørgeligt, at SF, S, K og V blindt følger en kortsigtet væksttanke fremfor en klog vækststrategi, der dyrker Aarhus' grønne kvaliteter.
LÆS OGSÅ: Drop planen om en 'Berlinmur' mellem byen og havnen
Mindegade har også været i spil til et højhus-projekt, men vi har arbejdet hårdt for at få udelukket dette hjørne af midtbyen fra højhuszonen, fordi netop dette sted rummer kvaliteter og historie, der ikke skal spoleres af et højhus. Derfor er vi også tilfredse med, at rådmandens udspil til højhuspolitik ikke inkluderer Mindegade-området.
Vi er ikke generelt modstandere af højhuse, og byens udvikling har da også tidligere inkluderet byggeri af højhuse, især på højderne omkring ådalen, der er hjem for tusindvis af aarhusianere. Men i midtbyen og ådalen er det langt mere ømfindtligt med højhuse, hvilket de mange bekymrede stemmer i debatten vidner om.
De dårlige eksempler på højhuse bør ikke stå i vejen for højhuse, der kan bidrage positivt til aarhusianernes liv. Derfor har vi arbejdet målrettet på at højne kvalitetskravene til fremtidige højhuse i de dele af midtbyen, der er i spil, og her er forslaget til tillæg til højhuspolitikken et solidt skridt i den rigtige retning.