80-årige Jens og 18-årige Anastasia
Lokalavisen inviterede den yngste og ældste kandidat til kommunalvalget til en snak om forskelle og ligheder
Kontrasterne og fordommene står i kø og er nærmest ved at fælde hinanden, da kommunalvalgets ældste og yngste kandidat møder op på Lokalavisens redaktion til en snak om det forestående kommunalvalg. Foruden alder, køn og påklædning adskiller de to sig også på et helt fjerde punkt. 80-årige Jens Garsteen (K) dukker op tyve minutter før aftalt tidspunkt, mens 18-årige Anastasia Kratschmer (EL) er tyve minutter forsinket på grund af nogle bybusforviklinger. Sådan kan det gå, når man er tilflytter.
Dét at være tilflytter er dog en egenskab, de har til fælles. Den unge, røde gymnasieelev er for få måneder siden rykket til Jyllands hovedstad fra Hobro-egnen, og den konservative, pensionerede skoleleder kom hertil fra Holstebro for godt og vel otte år siden for at komme tættere på sine børn og børnebørn.
Lokalavisen har inviteret de to lokalpolitikere til en snak om alder, og om den overhovedet har nogen betydning i den verserende valgkamp.
SE VIDEO MED DE TO HER
62 års aldersforskel
“Da jeg gik på pension, havde jeg egentlig lovet mig selv og min familie, at jeg ikke ville gå ind i politik igen. Jeg har tidligere siddet i byrådet i Holstebro i en periode. Men så skete der jo det sjove, at jeg var med til et enkelt møde, hvor jeg ikke kunne lade være med at sige noget. Jeg er jo gammel skolelærer,” fortæller en storsmilende Jens Garsteen, som er bosiddende i Studstrup med sin hustru.
Her har han involveret sig i flere ting som fællesråd og brugerråd i ældrecenteret i Skødstrup, hvor han også står i spidsen for en populær mandegruppe for seniorer.
Af helt naturlige årsager er hans modstykke debutant i kommunalvalg-sammenhæng. Anastasia Kratschmer er netop fyldt 18 år og blev opfordret til at stille op, da en partifælle pludselig trak sig.
“Jeg har været engageret i politik siden flygtningkrisen for et par år siden. Dér synes jeg, der skete mange forfærdelige ting, og jeg kunne ikke retfærdiggøre at leve i sådan et system, hvor mennesker bliver behandlet på den måde. Det vil jeg gerne forsøge at ændre. Jeg synes, det er vigtigt, at de unge også er repræsenteret i politik,” siger Anastasia Kratschmer, som går i 3.G. på Statsgymnasiet.
Alderforskellen på 62 år er til at mærke, når snakken falder på lokalpolitiske og globale emner, men der er enighed om, at det først og fremmest handler om at få så mange stemmer som muligt til sit eget parti.
“Jeg står som nummer 20 på listen og min chancer for at komme i byrådet som forholdsvis ny i Aarhus er nok begrænsede. Men jeg går ind i det her for at samle en masse stemmer til og dermed at gavne mit parti,” siger Garsteen, der flere gange forsøger at drille sit politiske modstykke. Men der er også plads til ros.
“Jeg har stor respekt for, at du som helt ung går ind i det her. Der er mange, der ikke har lyst til at deltage i demokratiet. Det er rigtig ærgerligt for vores samfund og er med til at true vores demokrati. Det skal have en hjælpende hånd, og her er det meget vigtigt, at en ung som dig engagerer sig.”
“Jeg tænker, at det er meget fedt, at der er nogen med meget livserfaring som dig Jens, der stiller op og bidrager,” lyder det fra valgets yngste kandidat.