Valgkamp fra en kørestol

"Min morfar var Venstremand med stort V. Det var ham, der vækkede min interesse for politik. Han forklarede mig om demokratiet og samfundet og om dansk kultur og historie. Og vi diskuterede rigtig meget, for vi var bestemt ikke enige.”
Havde det ikke været for hans morfar, havde 24-årige Martin Andersen næppe meldt sig ind i et politiske parti allerede i 8. klasse. Men diskussionerne vækkede en interesse for selv at gå aktivt ind i politik.
“Jeg har været aktiv i Socialdemokratiet siden jeg var 17-18 år. Kirsten Brosbøl er mit politiske forbillede. Hun er nærmest min ”mor”, når det handler om politik. Hun har støttet mig hele vejen og givet mig troen på, at det kan lykkes,” fortæller han.
Martins politiske mærksager handler om miljøet, en stærkere Skanderborgmodel med meget mere borgerinddragelse og en bedre ældrepolitik.
“Den liberale måde at tænke økonomi på, den er jeg stærkt uenig i. De liberale har en tendens til at tro, at jo mere vi udsulter koen, des mere mælk giver den. Det giver jo ingen mening. Jeg er dybt uenig i det menneskesyn, der ligger bag den tankegang,” fortæller Martin.
”Jeg kan godt se, at vi måske kan skære lidt visse steder, men hvis vi skærer så meget, at det går ud over kernevelfærden, så nytter det jo ikke. Den form for sparepolitik, den kan jeg ikke forstå,” konstaterer han.
”Skanderborgmodellen er ikke perfekt, men jeg synes, de liberale har alt for travlt med at kritisere en model, de selv har været med til at indføre. Hver gang Skanderborgmodellen nævnes i debatten, så bliver den beskrevet som en teknokratmodel. Men modellen er jo tænkt som en måde at inddrage borgerne på, og det synes jeg hellere, man skulle fokusere på. Jeg synes, man skulle oprette mange flere af de midlertidige udvalg, hvor borgere er med til at træffe politiske beslutninger indenfor et område,” forklarer Martin.
Hvordan oplever du det, at føre valgkamp fra en kørestol?
”Det er egentlig meget rart. Og jeg tror for eksempel ikke, jeg var kommet i Ugebladet, hvis jeg havde været en almindelig kandidat. Og at føre valgkamp fra en kørestol har faktisk også andre fordele. Når vi er ude og folk finder ud af, at jeg mener det alvorlig, så er de meget imødekommende og lytter mere. Så jeg tror, jeg har lettere ”adgang” til deres ører, end almindelige politikere,” forklarer han.
”Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har fået lov til at stille op som kandidat. At kæmpe for et partis idealer, det er betydningsfuldt for mig. Og selvom handicappolitik ikke er en af mine mærkesager, så har jeg jo oplevet systemet indefra. Jeg ved, hvordan der er at være den lille mand i systemet. Det tror jeg er en stor styrke.”