Fortsæt til indhold

Genetablering af overdrev er tidskrævende

Samfund
Af Amalie Bonnerup og Ida B. Steensgaard, agrarbiologi-studerende Aarhus Universitet

Der kommer lige så stille mere fokus på fra kommunernes side, at de sjældne naturtyper som overdrev skal bibeholdes og genetableres. Men kan man overhovedet det?
De områder, der i dag trænger mest til pleje og beskyttelse, er samtidig de områder, der tager længst tid at genetablere. Favrskov Kommune er i Søften i gang med at genetablere et stykke overdrev i forbindelse med, at de netop har plantet ny skov. På deres informationstavle vedrørende genetableringen har de skrevet, at man i 2019 kan forvente at se de sjældne planter fra denne naturtype spire frem.
Hvad er problemet? Det virker ikke til, at kommunen har gjort sig klart, at det har taget flere hundrede år for jorden at blive så næringsfattig, at faunaen har kunnet etablere sig, og danne det overdrev vi ser i dag. På den baggrund virker det ikke realistisk at der i 2019 kan stå et nyt overdrev klar. Overdrev kan genetableres – men det tager lang tid, hvis de skal helt tilbage til deres oprindelige form
Hvad er et overdrev? Naturtypen overdrev er et åbent område med meget lys. Det er præget af lave græsser og urter samt få spredte buske og træer.
Overdrevene er præget af mange langsomt voksende arter, der klarer sig godt på den næringsfattige og tørre jord, som netop er kendetegnende for denne naturtype. En lang række af disse arter er sjældne og kan ikke leve andre steder i landet.
Flere af planterne fungerer desuden som værtsplanter for flere sjældne sommerfuglearter. De eksisterende overdrev kræver pasning og pleje i form af afgræsning for ikke at springe i skov og for at holde væksten af hurtigt voksende græsser nede, så de små urter kan få lys.