Politikersnak mellem potter og pander
Thor Clasen Jonasen (Å) inviterer politikere hjem i sit eget køkken
Mellem røde duploklodser, en tom karton gulerodsjuice og alverdens køkkenredskaber sidder to byrådskandidater og snakker politik.
På det ene køkkenbord sidder Mette Bjerre fra SF, som i dag er blevet inviteret hjem til en 'Køkkensamtale', som projektet hedder, hos Thor Clasen Jonasen i byhuset på Skovvejen i Aarhus C.
En bedre dialog
Byrådskandidaten fra Alternativet har allerede haft Henrik Arens (V), Anne Nygaard (R), Kasper Daae (LA) og Daniel Pedersson (O) på besøg til et projekt, der har ét klart mål.
“Jeg vil gerne skabe en bedre politisk dialog, og der tror jeg, at køkkensamtaler kan være med til at indlede samtaler med personer, hvor fokus er at blive klogere fremfor at overbevise, og at finde løsninger fremfor at vinde debatter,” fortæller Thor Clasen Jonasen.
Det er ikke, fordi arrangementet skriger af højavanceret elektronik. Thor Clasen Jonasens mobiltelefon bruges som kamera i dagens anledning, hvor en billig selfiestang placeret på en malerstige fungerer som stativ.
Kvaliteten af det elektroniske er ikke afgørende for resultatet af dialogen mellem de to politikere, der først får lov til at præsentere sig selv og deres mærkesager, hvorefter de to kandidater stiller hinanden spørgsmål.
I dag blev det alt lige fra SF's støtte til et socialdemokratisk styre i Aarhus til hvordan Alternativets beslutningsproces foregår i praksis. Begge kandidater var tilfredse med spørgsmålet, selvom Thor dog alligevel var lidt skuffet over sig selv.
“Mit spørgsmål manglede lidt kød på."
Du skulle have valgt en af de andre. De var meget bedre,” udbrød byrådskandidaten grinende, da han og Mette Bjerre evaluerede samtalen efterfølgende.
En stor succes
Mette Bjerre var, efter tre kvarters politisk dialog, meget positiv omkring oplevelsen med 'Køkkensamtaler'.
“Det er gået rigtig godt. Det er en god idé at møde hinanden på denne måde. At møde de andre kandidater betyder meget for mig. Det er, blandet andet, også derfor jeg deltager i debatter, nemlig for at møde kandidater fra de andre partier,” fortæller Mette Bjerre, der har sagt nej til mange valgrelaterede arrangementer, fordi der er så meget at se til for tiden.
Alligevel sagde hun ja til Thor Clasen Jonasens tilbud. “Det var en god måde at få nogle ting at vide om Alternativet. Jeg har gået med nogle ting, som jeg gerne ville have svar på, så jeg synes, at det var en oplagt mulighed.”
'Køkkensamtaler' er et koncept, hvor det kun er to kandidater, der mødes til en politisk snak. Det adskiller sig fra andre debatmøder, hvor tonen og indgangsvinklen ofte kan være en anden, fortæller de to kandidater.
“Jeg følte, at det var mere frit end i en typisk paneldebat, hvor jeg ofte har siddet med følelsen af, at jeg skal huske at nævne de ting, som SF har fået igennem og er stolte af,” siger Mette Bjerre, der bakkes op af Thor Clasen Jonasen:
“Det er gået rigtig godt, og vi er gået meget over tid ved flere spørgsmål, men det er jo bare et godt tegn.”
Køkkensamtalerne med de forskellige politikere kan ses på Facebook under siden 'Køkkensamtaler'.