Fortsæt til indhold

Borgerne i Galten ville diskutere de høje huse

Racerbanen på Wedelslund blev også et debatemne ved valgmødet i Galten

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Ole Juhl fra Skovby sagde som menig borger ved valgmødet i Galten, at han mener, kommunen har et problem, der viste sig i sommer, da forslaget til en racerbane på godset Wedelslund først meget sent kom til både politikernes og borgernes kendskab.
“Jeg bliver lidt bekymret. Nu er der et forslag til højhuse ved Torvet, som mange ikke ønsker. Vi vil godt have vækst, men ikke med løsninger, som vi ikke ønsker,” sagde han.
Hvad angår racerbanen fik han en klar indrømmelse.
“Selv om byrådet har uddelegeret ansvaret for landzonesager til administrationen, så burde racerbanesagen være opsnappet. Vi kunne have gjort det bedre,” sagde borgmester Jørgen Gaarde (S).
Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget var enig.
“Den sag skulle være politisk behandlet fra start,” sagde han.
“Så er der forslaget om høje huse ved Torvet. Det et resultat af, at vi har spurgt en større gruppe borgere i et såkaldt 17-4-udvalg om, hvordan Galten skal udvikles. Nogle synes så ikke, det er spændende, men vi holder et borgermøde om det,” sagde han.
Der var flere kritikere af forslaget til højt byggeri.
“Jeg bor på Elværksvej, og beboerne i et højhus på fem etager på Torvet vil få et direkte indkig til vore bolig. Tillægget til Kommuneplan åbner desuden også mulighed for højt byggeri langs en stor del af Søndergade. Det vil være trist. Så vi skal huske at gøre indsigelse både mod lokalplanforslaget og mod tillægget til Kommuneplan,” sagde en beboer fra Elværksvej.
Ingen politikere tog dog afstand, hverken fra lokalplanforslaget eller forslaget til tillæg til Kommuneplanen.

“Vi må have en plan for Torvet, jeg synes ikke, vi bliver hørt,” sagde en kvinde. Så højt kan byggeriet ifølge lokalplanforslaget blive.