November, november, november, november

Jeg tror ikke, mange af os tænker ”ja, endelig”, når kalenderbladet vendes til november måned – med mindre altså man har fødselsdag i denne måned eller har planlagt en rejse til en bounty-ø for at komme lidt lettere og hurtigere gennem denne vindblæste, rå, kolde og mørke måned, som kan føles så lang og tung, at det halve kunne være nok. Henrik Nordbrandt italesætter denne følelse raffineret og enkelt i sit digt ’Året har 16 måneder: “November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” Jeg vil alligevel gerne slå et slag for november. Jeg synes, november er meget bedre end sit noget forkætrede ry. November er dejlig tilforladelig. Den vil os ikke rigtig noget. Den forventer ikke noget særligt af os, og vi forventer ikke noget særligt af os selv eller hinanden i denne måned. I årets første måneder skal vi helst have planlagt rejser til skidestinationer eller varme egne. Forårets skønhed skal indåndes og nydes og ve den, der ikke suger den spirende, piblende og stadigt lunere luft til sig og dertil giver sig i kast med at opbygge en bedre fysisk form end den, vintermånederne har efterladt ham i. I sommermånederne er der stærke forventninger om, at vi skal nyde det gode vejr, den kølige vin, grille ved hver en lejlighed, der byder sig, være sociale og udadvendte og tanke op på oplevelseskontoen. I efterårsmånederne kalder haven, og der skal samles til forråd af den klare efterårsluft og de sidste solstrejf, så vi er rustede til den mørke tid. Og december, ja den melder lige om lidt sin ankomst med sit særlige miks af travlhed, forventning, vemod eller glæde - afhængig af humøret og øjnene, der ser. Tilbage står november som en måned fuldstændig løst for forventninger. Den vil ingenting. I november er det på en helt anden måde end i årets øvrige måneder legalt at smide sig på sofaen, gå tidligt i seng, ingen planer at have for weekenden, spise simremad og se gode serier eller simpelthen ingenting bedrive. Og det sidste er måske i virkeligheden det bedste at kunne sige ved november måneds udgang: ”Jeg har ikke rigtig lavet noget”. Ja, jeg tror, at det er en rigtig god investering at bruge bare én af årets tolv måneder på at minde os selv om, at når vi sidder med hænderne i skødet og ikke bedriver noget som helst opsigtsvækkende eller værdiskabende, så er vores menneskelige værdi alligevel fuldt og helt intakt, fordi den er højt hævet over vore daglige bedrifter. Vores værdi ligger i, at vi er skabt, som dem vi nu er, hvor banalt det så end lyder. Ikke desto mindre er det sådan, det er, når alt kommer til alt. Så tak for dig, november. Jeg tror, jeg vil forsøge at præstere så lidt som muligt i dit trygge, indadvendte og grå selskab.