Fortsæt til indhold

Kniven sættes i unødig bureaukrati

Skanderborg Kommune er en af 12 kommuner, der er udvalgt af Innovationsministeriet som deltager i undersøgelse

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Skanderborg Kommune er udvalgt som deltager sammen med 11 andre kommuner i et landsdækkende kampagne, der skal frigøre mere tid til velfærd.


Innovationsminister Sophie Løhde har udpeget Skanderborg Kommune til en af 12 afbureaukratiseringskommuner, hvor der skal foretages kulegravninger af dagtilbuds- og ældreområdet.


Medarbejderne i kommune ældrepleje skal have mere tid til mødet med borgerne.
Og på dagtilbudsområdet er det målet, at de ansatte have mere tid til nærværet med børnene.

Tid til kernevelfærd

Det handler om at frigøre tid til medarbejdernes kerneopgaver. Blandt andet ved at afdække, om der er unødvendige regler og registreringskrav, som stjæler vigtig tid fra kerneopgaverne i kommunens tilbud.


”Der går for meget tid med unødvendige regler og registreringer i den offentlige sektor. Det budskab hører vi igen og igen fra medarbejdere og de faglige organisationer, så nu tager vi fat om nældens rod og får tegnet billedet af problemerne tydeligere op, så vi for alvor kan begynde gøre noget ved en del af det voksende bureaukrati,” siger innovationsminister Sophie Løhde.


”Vi skylder vores medarbejdere, at der bliver skabt et større rum for det faglige arbejde. Og vi skylder ikke mindst borgerne, at vi nedbringer bureaukratiet, og at der dermed bliver mere tid til arbejdet med lige netop deres behov,” siger hun.

I et tæt samarbejde

Undersøgelsen skal laves i tæt samarbejde med kommunerne.


I de 12 kommuner deltager mere end 100 plejehjem, børnehaver, vuggestuer og dagplejere i undersøgelsen sammen med flere hundrede medarbejdere og lokale ledere.


Borgmester Jørgen Gaarde er glad for, at kommunen er blevet udvalg som deltager.


“Vi reagerede straks og lagde billet ind på at komme med, da vi så, at det var en mulighed,” siger Jørgen Gaarde.


“Jeg synes, det bliver spændende at få folk udefra til at se på vores hverdag, for enhver organisation kan blive blind overfor det, man er vant til at gøre. Vi håber også, at vi kan være med til at give nogle gode svar på, hvor man fra statens side kan være tilbageholdende med krav til kommunerne, som går ud over kerneopgaverne,” siger han.

I starten af det nyt år

Undersøgelserne forventes at blive offentliggjort i starten af det nye år.
Konklusionerne vil indgå i regeringens kommende Sammenhængsreform, der bliver præsenteret først i 2018.


Kulegravningerne skal ses som et led i et større arbejde med at afbureaukratisere den offentlige sektor.


Det er også planen at kulegrave andre af de store velfærdsområder efter samme model.
Som en del af kampagnen har regeringens også iværksat initiativet 'Meld en regel', hvor alle borgere, medarbejdere og virksomheder kan indmelde forslag til overflødige regler og dokumentationskrav, som de gerne vil have afskaffet.