Smagekasse med sund skolemad, tak
Madprojekt for bedre skolemad med smagekasse fra GoCook
48 klasser fra 13 skoler i Favrskov Kommune har siden efterårsferien været en tur i køkkenet for at få inspiration til at gøre skolemaden endnu bedre. GoCook, der er Coops madprojekt for børn og unge, har leveret en gratis smagekasse med råvarer og undervisningsmaterialer.
I alt har 6500 skoleklasser rundt i landet deltaget. Fokus har været på sundhed og snacks til pauserne. Ifølge Bente Svane Nielsen, projektchef for GoCook, er det nemlig i pauserne mellem hovedmåltiderne, at der tit kommer meget sukker indenbords. Og det bliver ikke bedre efterhånden som vi bliver ældre. Hele 80 procent af danskernes samlede sukkerindtag stammer ifølge tal fra DTU Fødevareinstituttet fra mellemmåltider.
fakta
GoCook, som er Coops madprojekt for børn og unge, har for 11. år sendt gratis smagekasser med råvarer og undervisningsmaterialer rundt i landet til næsten 6500 skoleklasser.
I Favrskov har følgende skoler deltaget: Præstemarkskolen, Tungelundskolen, Haldum-Hinnerup Skolen, Østervangskolen, Hadbjerg Skole, Rønbækskolen, Skovvangskolen, Søndervangskolen, Ulstrup Skole, Hadsten Skole, Kanonskolen, Korsholm Skole og Lilleåskolen.