Gjerrildbanen var i 45 år en livline på Djurs
Dansk Jernbane-Klub fortæller i ny bog historien om privatbanen
Med Dansk Jernbane-Klubs nye bog om Gjerrildbanen får læseren en sammenhængende beskrivelse og dokumentation af en dansk privatbane, som havde stor betydning for det lokalsamfund, den betjente.
Gennem 45 år var Gjerrildbanen en livline gennem det nordøstlige Djursland.
Toget erstattede de langsomme hestevogne, og indbyggerne fik nye muligheder for at rejse lokalt eller videre ud i landet. Man rejste til familiebesøg, på ferietur, til dyrskuer, til Grenaa for at gå i biografen og meget mere.
Tusindvis af Grenaa-borgere kørte på udflugt til Gjerrild, hvor der var kro og afholdshotel samt store skove. Flere generationer af unge rejste dagligt til Ryomgård for at få undervisning på realskolen. Banens godstrafik gav nye muligheder, og flere byer skylder Gjerrildbanen deres eksistens.
Gravning af tørv ved Stenvad skabte industri og en by ved stationen. Tømmer fra de store skove ved Meilgaard Gods og Sostrup blev sendt med banen, og et savværk blev etableret i Tranehuse.
Udkonkurreret af vejene
Kystfiskerne ved Fjellerup og Bønnerup sendte fisk helt til Nordtyskland. Landmænd modtog foderstoffer og gødning, mens dyr blev sendt til slagteriet. Fra engene nær Glæsborg station blev der hentet mergel til landmænd. Fra Gjerrild Nordstrand blev der under besættelsen afsendt enorme mængder ral og grus til støbning af tyske forsvarsværker og flypladser.
Efter besættelsen voksede konkurrencen fra landevejstrafikken. Banen ønskede ikke at anskaffe skinnebusser, men moderniserede i stedet ældre motorvogne og personvogne. Banens økonomi gjorde det dog umuligt at fortsætte driften. Det sidste tog kørte i juni 1956.
Asger Christiansen har med hjælp fra mange lokale og søgen på de lokalhistoriske arkiver samlet brikkerne til puslespillet om Gjerrildbanen, og nu er det hele samlet i den nye bog. 'Gjerrildbanen - en rejse gennem Norddjurs' er 272 sider med 290 illustrationer og kan bestilles hos www.jernbaneklub.dk.jesl