Viby-elever vinder 4.000 kroner i opfinderfinale
Idé om linjedræn i vejen for at undgå aqua planning tog kegler
Tre elever fra Vestergårdsskolen i Viby vandt torsdag 3. pladsen i den landsdækkende opfinderkonkurrence Projekt Edison ved Danish Entrepreneurship Award 2017. Det oplyser Fonden For Entreprenørskab i en pressemeddelelse.
Arrangørerne skriver, at glæden strålede ud af Signe Marie Lund, Mads Søndermark Bentzen og Ida Hasselgren Jonsson, da de ud af højtalerne ved det store awardshow blev udråbt med deres idé Aqua Planing.
LÆS OGSÅ: Skole i Viby nomineret til pris for førstehjælp
”Det er helt vildt sindssygt og helt surrealistisk. Det har været mega spændende at arbejde med det her, og vi har lært en hel masse. Vi har blandt andet lært, hvordan man kommer igennem en designproces, vi har lært meget om emnet vand, og også hvordan man kontakter fremmede mennesker,” sagde Signe, Mads og Ida, da de vandt.
LÆS OGSÅ: 77-årige Lissi er frivillig på Vestergårdsskolen
De tre elever fra 6.A har udviklet ideen til et linjedræn, der skal lægges i vejen, så vand kan føres væk, når det regner voldsomt. På den måde skal man kunne undgå aqua planning. De har arbejdet med idéen i skolen i løbet af efteråret under temaet 'Vand på godt og ondt'.
Til finalen i Projekt Edison var der 165 hold, og der har på landsplan været over 10.000 elever med i konkurrencen.
jr