Fortsæt til indhold

Flygtningebørn svigtes

Samfund
Af Tine Salomonsen, Hammel.

”Uanstændigt” er eneste betegnelse, der dækker, når kommunen vælger at rykke fem børn fra Eritrea op med rod endnu engang. Siden marts i år har de gået i henholdsvis skole og børnehave i Hammel, men de skal nu flyttes til Hadsten. Det er ikke muligt at finde egnet bolig i Hammel, forlyder det.
Tankevækkende! Trods otte måneder med kakerlakker i hobetal, ildelugt, skimmelsvamp og rådne vinduesrammer har det ikke været muligt at finde en anden bolig, men suppleret med en vandskade formår man i løbet af et døgn at tilbyde familien en permanent bolig i Hadsten!
I Hammel har klassekammerater og forældre ellers stået sammen og bidraget til en god integration, de sproglige udfordringer til trods. Der tages hånd om kørsel til fødselsdage, gaver, deltagelse i arrangementer og i det hele taget til, at alle fem børn trives i deres respektive kontekster, og de er alle ulykkelige ved tanken om, at det er slut på tirsdag. Det samme er forældrene, der begge har praktikplads i byen, og de er i det hele taget en familie, der gerne vil integreres og gøre en indsats.
Nu skal de så starte forfra: Ingen relationer, unødvendig transporttid til praktikpladserne, endnu en presset folkeskole skal starte fra nul for at etablere den nødvendige undervisning af børnene, endnu en travl daginstitution skal bruge ressourcer på at integrere de to mindste. Forældregrupperne i de respektive klasser skal opdage, at her er brug for hjælp og etablere det nødvendige netværk, praktisk som socialt, omkring børnene. Sikke et spild af ressourcer!
Og sikke urimelig situation at bringe familien i! Om igen, Favrskov!