Partiledere vil ikke blande sig i fravær
Hverken Nils Borring (S) eller Flemming Nørgaard (V) vil blande sig i andre byrødders fravær.
Hverken Nils Borring (S) eller Flemming Nørgaard (V) vil blande sig i andre byrødders fraværsprocent.
De står i spidsen for hvert sit parti i Favrskov Byråd.
FavrskovPosten spørger dem, efter at vi netop har offentliggjort en fraværsliste for samtlige byrødder i perioden 2014-2017.
Se fraværslisten her
Har du påpeget dine byrådskollegers store fravær?
“Jeg syntes generelt mine Venstre-folk viser rettidig omhu og vi skal huske på, at lokalpolitik er en hobby. Der skal bruges mange timer udover almindelig arbejdstid, så jeg kan godt forstå, at det kan være svært at dukke op til alle møderne,” siger Flemming Nørgaard, der selv har en samlet fraværsprocent på 1,2 procent, mens Nils Borrings er på 0 procent.
Topscorere på listen: Joachim Laursen
Mange udvalg at passe
Nils Borring er så til gengæld også fuldtidsansat som borgmester. Og han ser det som en selvfølge, at han deltager i samtlige byrådsmøder og økonomiudvalgsmøder.
Men han har også forståelse for menige byrådsmedlemmer der har flere udvalg og underudvalg at passe.
“Det har jeg fuld tillid til, at de selv kan styre. Desuden er der gode forklaringer på, hvorfor de tre øverste socialdemokrater er oppe i top fem på listen. De genopstiller nemlig ikke,” siger Nils Borring.
Joachim Laursen (S) har fået nye arbejdsbetingelser og mere rejseaktivitet på jobbet, mens Anders Nørgaard (S) stopper efter en årække i Hinnerup og Favrskov Byråd.
Malene Kragh Sand (S) er fraflyttet kommunen i valgperioden og stiller derfor ikke op i Favrskov.
Thomas Storm og Anders G: Læs deres forklaring på fravær
Private har det sværere
“Hvis vi på sigt skal se en byrådsgruppe bestå af andet end skolelærere og politifolk, så mener jeg, man skal gøre det nemmere for privatansatte. Man er på en eller anden måde nødt til at ændre strukturen for en folkevalgt,” mener Flemming Nørgaard, der i parantes bemærket selv er politimand.
“Offentligt ansatte har bare nemmere ved det borgerlige ombud, der jo pålægger politikere at dukke op til møderne. Det er sværere i det private at få den frihed,” pointerer han.