Jan Petersen kan fortsætte som borgmester
NORDDJURS: Socialdemokraten Jan Petersen, der har stået i spidsen for Norddjurs de seneste otte år, kan se frem til yderligere fire år på posten. Han kan gå til nattens indledende konstitueringsforhandlinger med den viden, at der er et rent rødt flertal i den kommende kommunalbestyrelse. Og han kan vælge at gå efter en bredere konstituering ved at forhandle sig til rette med et eller flere borgerlige partier.
Valgets tal viser, at Socialdemokraterne ender med 11 mandater. Det er det samme som ved valget i 2013, men liste A gik styrket ud af valget og gik frem med 1,4 procentpoint og fik 41 procent af stemmerne. Partiet var det eneste, som stod uden for valgforbund.
Det rene røde flertal findes i kraft af SF's to mandater - dobbelt op fra 2013 - og uændret et enkelt til Enhedslisten.
Tilgang og afgang
Det hører med til historien, at Socialdemokraterne i løbet af valgperioden fik tilgang af Helle Plougmann fra Enhedslisten, men hun sagde siden farvel sammen med Pia Bjerregaard, der gik til Dansk Folkeparti - begge fordi de følte sig trynet af S-ledelsen i det spørgsmål, som har pint og plaget i flere partier - vindmøller eller ej.
Vindmøller halverede også i løbet af valgperioden Liberal Alliance, da Harald Grønlund blev løsgænger.
Han stillede op for Borgerlisten Norddjurs, men det var et forgæves træk, for den liste, der gav Norddjurs Kommune den første borgmester i form af Torben Jensen, blev helt udraderet og er ude af kommunalbestyrelsen.
Spørgsmålet er så, om det var det sidste, som man ser til Borgerlisten fremover.
Farvel til borgerlisten
Mens de mindste valgsteder i kommunen - typisk fra vest - afleverede deres valgresultater, tydede det længe på en enkelt plads til Borgerlisten, mens Venstre så ud til at gå et mandat tilbage, men i slutspurten sikrede Venstre sig status quo, da tallene kom fra det største optællingssted i Kulturhuset Pavillonen - og så var det farvel til Borgerlisten.
Venstre stillede med en ny borgmesterkandidat i form af Kasper Bjerregaard, og det blev en kamp op ad bakke efter en usikker kurs på det vigtige skoleområde - og det gav et minus på 3,2 procentpoint i forhold til 2013-valget.
Måske var det netop et valgforbund, der sikrede konservative en fordobling - fra et til to, for der var 231 radikale stemmer at gøre godt med i det valgforbund, der desuden talte Liberal Alliance, som igen er tilbage på to mandater.
Dansk Folkeparti gik med tilgangen af Pia Bjerregaard til valg med tre pladser i kommunalbestyrelsen, og det er man også på, når den nye kommunalbestyrelse mødes til januar.