Fortsæt til indhold

Eleverne får styr på koder og algoritmer

Matematikkens Dag var i år om kodning og programmering - det kastede de sig over på Søndervangskolen

Samfund
Anette Bonde

“De er helt vilde med det.”
Kasper og Emilie fra henholdsvis 8. og 9. klasse på Søndervangskolen i Hammel iagttager de mindre elever, som de netop har instrueret i kodning og programmering af små computerstyrede biler. Nu kører bilerne rundt om stole og imellem stoleben, og eleverne følger koncentreret, om de opfører sig, som de er programmeret til. Kasper og Emilie er lige som andre af de større elever blevet tilkaldt som instruktører på nogle af værkstederne ved Matematikkens Dag i dag torsdag på Søndervangskolen.
“Jaa-ah, vi kom først.”
Udenfor prøver nogle af eleverne fra 2b at blive programmeret til kun at foretage sig det, de får besked på. I forvejen er der med kridt blevet tegnet et skema på fliserne med 5 x 5 tern, og nu gælder det om at styre klassekammeraterne igennem skemaets labyrint ved udelukkende at bruge kommandoerne nej og ja på spørgsmålet “må jeg gå frem”.
“Vi fjernstyrer en person med lukkede øjne til at komme uden om de røde felter”, forklarer Marcus, 6b.
Ideen er, at eleverne på egen krop mærker, at der absolut intet sker, med mindre der gives en besked - akkurat ligesom med programmering af computere, forklarer lærer Jette Dalum Bech, der er én af tovholderne bag Matematikkens Dag på Søndervangskolen.

Går bag om kodningen

Jette Dalum Bech nyder at se den koncentration, som både de store elever lægger for dagen som instruktører, og som eleverne fra 1. til 5. klasse udfolder. Hun synes selv, det er mega spændende med kodning og programmering.
“Så det skulle vi da være med til. Det indeholder en masse matematik, problemløsning, eleverne lærer at tænke i processer, de lærer at være kreative sammen med de andre elever, og det udvikler deres teknologiforståelse.”
Hun konkluderer, at emnet i sidste ende endda kan være med til at afmystificere algoritmer, som de færreste vel kan gennemskue, og give en forståelse af den digitale verden, vi lever i.
Der er værksteder med kodning af små robotter, programmering i Appen Pyonkee, løse algoritmer, bevæge kammerater ved hjælp af forskellige kommandoer, lave en kodedans og mange andre kodningsaktiviteter.

F.v. Simon, Jakob og Tobias instruerer 2a, inden de går i gang med at kode en Bluebot til at køre til et fastlagt mål.

De større elever instruerer

Jette Dalum Bech er også glad for den effekt, der ligger i at de lidt større elever er mentorer for de minde. Tre 6. klasser introducerer og instruerer på værkstederne.
“De får en anden rolle, som de ikke er vant til, hvor de tager ansvar og samtidig bliver bekræftet i, at de kan altså nogle ting.”